En so i farebøjle i det industrielle landbrug

140 internationale forskere kræver stop for burdyr i landbruget

Nyheder

Mere end 1,3 millioner europæiske borgere skrev under på forbud mod landbrugsdyr i bure. Nu kræver 142 videnskabsfolk at EU sætter en stopper for grise, høns og gæs bag tremmer i det europæiske landbrug.

For første gang er videnskabsfolk med ekspertise i landbrug og dyrevelfærd gået sammen i et fælles opråb til beslutningstagerne på det europæiske kontinent.

I brevet, der er rettet til toppen af EU-kommissionen under ledelse af kommissionsformand Ursula von der Leyen, opfordrer forskere og professorer fra hele verden Europas toppolitikere til at forbyde burdyr under overskriften ‘End the Cage Age’.

Det er samme budskab, som mere end 1,3 millioner borgere i EU-landene også har skrevet under på, da vi sammen med en række andre organisationer gik sammen om et europæisk borgerinitiativ.

piglet

 

Vi støtter den europæiske underskriftsindsamling, fordi det videnskabelige argument mod landbrugsdyr bag tremmer er klart: Industridyr har et dårligt liv med al for lidt plads, hvor de er berøvet deres grundlæggende behov. Der er andre og langt bedre alternativer, og vi opfordrer derfor EU-kommissionen til at efterkomme det, vi ved er det eneste rigtige, nemlig at ingen landbrugsdyr fremover skal lide i bure.

Sådan skriver de 142 dyrevidenskabsfolk, der kommer fra hele verden. Flest fra det europæiske kontinent, men også professorer og forskere fra USA, Canada, Hong Kong og Australien er blandt medunderskrivere på opråbet til EU.

Læs hele brevet

Opbakning fra Jane Goodall

Det mest fremtrædende navn på listen er den britiske dyreadfærdsekspert og antropolog Jane Goodall, der er Fredsambassadør i FN og blandt andet kendt for sine videnskabelige undersøgelser af chimpansers adfærd og intelligens.

“Stadigt mere videnskabelig forskning understøtter, at selv fugle som høns er sansende væsener, der har følelser og for eksempel kan opleve både nydelse og frygt,” fastslår Jane Goodall.

“Der er ingen tvivl om, at livet i et lille bur er forbundet med stor lidelse, og derfor bør EU sørge for lovgivning, der kan stoppe den grusomme behandling af industridyr,” vurderer hun.

Burhøns klemt sammen på al for lidt plads

Bør være et wakeupcall

Hvert år opfostres mere end 300 millioner grise, høns, køer, gæs, ænder og kaniner under klaustrofobiske forhold i Europas industrielle landbrug. Klemt inde bag tremmer i små bure, hvor de aldrig får opfyldt fysiske og psykiske behov som kontakt med andre dyr, bevægelse, redebygning og leg.

Danmark vedtog sidste år en ny dyrevelfærdslov, der slår fast, at dyr er sansende væsener, hvis naturlige behov skal respekteres.

Alligevel er det stadig lovligt at fastlåse søer, der tilbringer en betragtelig del af deres voksenliv fikseret i små tremmebåse, hvor de ikke kan vende sig og kun lige kan stå oprejst eller ligge ned. Uden mulighed for at kunne gå eller løbe, og uden adgang til halm eller nogen form for adspredelse.

“Videnskabsfolkenes opråb til EU-Kommissionen og de over 1,3 millioner underskrifter mod burdyr i landbruget, bør være et øjeblikkeligt wakeupcall til både EU og Folketinget. Det er uacceptabelt at holde sansende og intelligente dyr i bur under disse forhold med den viden, vi har om dyrs behov og adfærd i 2021,” siger Esben Sloth, kampagnechef i World Animal Protection Danmark.

Læs det åbne brev

Vil du vide mere