Gris kigger over kant på boks

Afslørende tv-dokumentar oversætter grisegrynt

Nyheder

Ny forskning viser, at grisene i de danske stalde fortæller, at de lider. Med denne viden mener vi, at landbruget har et skærpet ansvar for at gribe ind.

Fotos: DR TV

”Det er faktisk ikke til at bære at lytte til de mange stress-skrig fra slagtegrisene på stald, og deres ekko bliver siddende i en længe efter, at vi har forladt stalden,” siger Pernille Fraas Johnsen, ph.d. i dyreadfærd og seniorrådgiver i World Animal Protection Danmark.

Hun henviser til dokumentaren ’Hvis grise kunne tale’, som lige nu kan streames på DR TV. Her har forskere fra Københavns Universitet med hjælp fra kunstig intelligens knækket koden til grisenes sprog. Det har de gjort ved igennem 10 år at analysere deres lyde som f.eks. grynt og skrig.

Denne banebrydende forskning gør det nu muligt at lytte til grisenes egne oplevelser af deres situation og at identificere og sammenligne lyde fra henholdsvis tilfredse, triste og stressede grise.

Grisene fortæller om stress og smerte

"De dygtige forskere, der har knækket koden til grisenes sprog, underbygger krystalklart den viden, vi har haft i årevis. Jo mere indespærring, jo mere lider dyrene. Det, grisene siger til os, er, at den måde, vi behandler dem på i de konventionelle stalde, giver dem smerter, stress og gør dem triste,” fortæller Pernille Fraas Johnsen, ph.d. i dyreadfærd og seniorrådgiver i World Animal Protection Danmark.

”Denne viden giver landbruget et skærpet ansvar og forpligter dem til at skifte kurs herfra. Forskerne har nu udstyret industrien med revolutionerende viden, så den enkelte landmand med en app til hver en tid kan høre, hvilke behov dyrene har.”

Grise i boks
Stop landmisbruget

Frie grise grynter gladest

I dokumentaren analyserer og sammenligner forskerne lyde fra slagtegrise i fire konventionelle, tre økologiske og to fritgående besætninger i Danmark og Tyskland.

Mere end 1000 timers lydoptagelser er blevet gennemgået, og selvom der er tale om en stikprøve, viser resultaterne tydelige forskelle mellem grise, der holdes på stald, og grise der lever frit på marken.

Forskerne konkluderer, at grise på marken med god plads og jord at rode i er mest tilfredse, mens grise på stald giver udtryk for stress og ubehag i ca. en fjerdedel af deres lyde.

Lyt til grisen!

”Det burde ikke komme bag på nogen, at grise trives langt bedre på en mark end på stald med betongulv, når vi ser på grisens naturlige adfærd og behov. Det, at vi nu så tydeligt kan aflæse grisenes egne oplevelser via deres lyde, forpligter os til at handle og forbedre levevilkårene for grisene,” mener Pernille Fraas Johnsen og fortsætter:

”Slagtegrisene har for lidt plads. De skal have langt bedre muligheder for at udføre deres rodeadfærd, end de har i dag, hvor det er tilstrækkeligt at give den en håndfuld halm om dagen eller et stykke træ i en kæde. Det er nu op til de ansvarlige politikere at handle og skærpe kravene til hold af slagtegrise, så de beskyttes langt bedre mod stress og ubehag. ”

”Næste skridt må være også at lytte til søerne i den danske svineproduktion og analysere, hvordan soen oplever sin egen situation gennem deres liv i drægtighedsstalden og ikke mindst under faring, hvor den fikseres mellem metalbøjler," slutter Pernille Fraas Johnsen.

Hjælp os med at overbevise politikerne om, at der er brug for en ny retning i landbruget:

Skriv under

Vil du vide mere