Airbnb introducerer ansvarlige turismeoplevelser med dyr
Nyheder
Red de forsvundne dyr fra Tjernobyl, oplev arktiske ræve eller tag på vandring med alpakaer. Airbnb tilbyder nu ansvarlige oplevelser med dyr via retningslinjer udviklet i samarbejde med os.
Airbnb præsenterer i dag flere end 1.000 nye oplevelser med dyr – en helt ny kategori af Airbnb Experiences. Oplevelserne bliver understøttet af en dyrevelfærdspolitik, der er udviklet i samarbejde med os i World Animal Protection. Der er fokus på ansvarlige oplevelser langt væk fra turismens typiske dyreoplevelser, der ofte er forbundet med etiske dilemmaer.
"Livet er bedre med dyr. Men for mange travle mennesker er det tætteste, de kommer dyrene, at betragte dem på en skærm. Med Airbnb Dyreoplevelser kommer lokale og rejsende meget tættere på dyrene i den virkelige verden - og i modsætning til mange andre dyreattraktioner derude, så foregår det på an ansvarlig facon," siger Brian Chesky, administrerende direktør og medstifter af Airbnb.
Dyrevelfærd først
I forvejen rummer Airbnb over 40.000 oplevelser i det digitale katalog kaldet Airbnb Experiences, som tilbydes i over 1.000 byer verden over. Nu kommer Airbnb’s Animal Experiences til som en ekstra dimension til din ferie.
Via Airbnb er det eksempelvis muligt at blive bøffelhyrde for en dag i Portugals bjerge, at opleve polarræve i Island, tage på vandring med alpakaer i Sverige eller sågar at hjælpe med at redde hvalpe, der strejfer om i Tjernobyls eksklusionszone.
Disse oplevelser sker i selskab med en vært, som har skrevet under på, at vedkommende vil overholde et sæt klare retningslinjer, så dyrevelfærden aldrig kompromitteres. På den måde bliver rejsende verden over i stand til at opleve dyr tæt på og dog med dyrenes ve og vel som højeste prioritet, forklarer direktør i World Animal Protection Danmark, Gitte Buchhave .
- Vi ved, at folk elsker dyr og ønsker at se og opleve dem, når de rejser, men vi ved også, at de helst vil se dyr i deres naturlige omgivelser på en måde, der tager hensyn til deres trivsel. Den nye dyrevelfærdspolitik, der er udarbejdet i samråd med vores dyrevelfærdseksperter, sikrer, at rejsende har mange muligheder for at opleve dyrene på en måde, der sætter dyrenes velfærd i første række, fastslår Gitte Buchhave.
Uddrag af Airbnbs dyrepolitik
Airbnb er den første store bookingplatform, der tilbyder en kategori dedikeret til dyreoplevelser, som er understøttet af en progressiv dyrevelfærdspolitik udarbejdet i samarbejde med os.
Dyrepolitikken nævner blandt andet følgende:
- Vilde dyr: Der bør ikke være direkte kontakt: Herunder, men ikke begrænset til, at kæle for, fodre eller ride på dyr.
- Arbejdsdyr: Højst én rytter eller 20 procent af dyrets vægt. Dyret må aldrig overanstrenges.
- Havpattedyr: Bør aldrig holdes i fangenskab for underholdningsformål.
- Bredere værtsvirksomhed: Bør ikke omfatte elefantridning, interaktion med store kattedyr, ulovlig handel med vilde dyr, sportsbegivenheder som trofæjagt eller dyr, der optræder for underholdningens skyld.
- Ansvarlige rejser: Ingen vilde dyr som selfierekvisitter og ingen negative træningsteknikker.
Vi vil løbende arbejde sammen med og rådgive Airbnb om sin tilgang til dyrevelfærd baseret på den nyeste viden og forskning på området.