Anmeld dyremishandling på sociale medier
Nyheder
Sociale medier flyder over med dyrevideoer, der kan fremstå søde og sjove, men faktisk viser dyrplageri. Det gør en forskel at anmelde dem – se her hvordan.
På sociale medier som YouTube, TikTok, Instagram og Facebook er der utallige videoer med f.eks. falske redningsaktioner, hvor mennesker tilsyneladende redder et mindre dyr som en abe, hund eller kat – men hvor personen selv har anbragt dyret i den livsfarlige situation.
Mange oplever desværre, at det er besværligt og nyttesløst at anmelde disse videoer til de sociale medieplatforme, de ligger på. Platformene har ganske vist politikker og retningslinjer, som tager højde for fysisk vold – men i mange tilfælde bliver volden ikke vist i videoerne, eller der er tale om psykisk vold.
Men det ér indsatsen værd at anmelde – også selvom man får svar om, at videoen ikke overskrider platformens retningslinjer.
Jo flere, der anmelder videoerne, i jo højere grad bliver virksomhederne bag gjort opmærksomme på, at deres brugere ikke ønsker at se denne type indhold. Og det gør det lettere for os at lægge pres på dem for at ændre deres politikker.
Læs også: Sociale medier nøler med at fjerne dyremishandling
Sådan anmelder du videoer med dyremishandling
Når man klikker på ‘Anmeld opslag’, kan det være svært at gennemskue, hvilken kategori man skal vælge, når der er tale om dyremishandling. Derfor har vi lavet disse videoer, der viser dig, hvordan du gør.
YouTube:
Facebook:
Instagram:
TikTok:
Vi lægger pres på de sociale medier
Vi er en del af Social Media Animal Cruelty Coaltion (SMACC), som arbejder for at stoppe spredningen af videoer med dyremishandling på sociale medier. Herigennem er vi i løbende dialog med platformene, og sidste år lykkedes det os at få dem til at fjerne 631 videoer med dyremishandling. Det svarer til 31 % af de videoer, vi anmeldte til dem.
Der er stadig lang vej igen, før dyrplageriet på de sociale medier stopper. De forskellige platforme har desværre stadig større fokus på indtjening end på at ændre deres politikker, så de kan forhindre denne type videoer i at blive lagt op.
Men vi ved, at platformene holder øje med, hvilke typer indhold der bliver anmeldt af brugerne, så derfor er det vigtigt at blive ved med at anmelde de problematiske videoer.
Husk også at undlade at kommentere (også negativt), like, dele eller tagge andre i opslag med dyremishandling – det læser platformens algoritme som noget positivt, og dermed spredes videoerne endnu mere.