Belgien bandlyser delfinunderholdning
Nyheder
Som det fjerde europæiske land forbyder Belgien delfinarier. Vi ser det som et vink med en vognstang til TUI og den fodslæbende del af turistbranchen.
Ifølge flere medier udsteder Belgiens dyrevelfærdsminister, Ben Weyts, nu et permanent forbud mod delfinunderholdning. Det betyder, at landets eneste delfinarium, Boudewijn Seapark, skal lukke senest i 2037.
Lokale og internationale dyreorganisationer har i årevis presset på for at få lukket stedet og frigivet de seks delfiner i den flamske forlystelsespark i Brugge.
Belgien er det fjerde europæiske land og det syvende land på verdensplan, der permanent og utvetydigt forbyder delfinarier.
Forældet udnyttelse af vilde dyr
“Når et land som Belgien siger stop for delfinunderholdning, er det et vigtigt opgør med en forældet tankegang, der ikke hører hjemme i et moderne, oplyst samfund,” siger Stephanie Kruuse Klausen, kampagneansvarlig og ekspert i vilde dyr i World Animal Protection Danmark.
“Delfiner i fangenskab er vilde dyr, der er dømt til indespærring på livstid i små golde, klorfyldte bassiner. Det er dybt skadeligt og traumatiserende for de intelligente og pladskrævende havpattedyr, uanset om de er avlet i fangenskab eller indfanget fra den fri natur,” fortsætter hun og konkluderer:
”Så når et land sætter en stopper for den måde at behandle vilde dyr på, er det en stor sejr både for delfiner i det fri og dem, der stadig er indfanget.”
TUI tager ikke ansvar for delfinernes lidelser
Stephanie Kruuse Klausen mener, at den belgiske ministers udmelding først og fremmest er et meget stærkt signal til forlystelsesindustrien – herunder den japanske delfinindustri, som hvert år indfanger et stort antal delfiner i den berygtede Taiji-bugt, hvoraf en del bliver solgt til delfinarier verden over.
Hjælp delfinerne fra Taiji-jagten
”Samtidig er det et vink med en vognstang til den fodslæbende del af rejsebranchen med TUI som den største spiller, der hvert år tjener millioner på delfinunderholdning i Europa og resten af verden.”
Ifølge Stephanie Kruuse Klausen har de, der er med til at fremme den kommercielle udnyttelse af delfiner, tiden imod sig:
“Vores seneste meningsmåling viser, at kun 5 % af danske rejsende overvejer at købe billet til et delfinarium, når de er på ferie, og at kun 3 % overvejer at svømme med delfiner i fangenskab.”
Det er en væsentlig ændring i forhold til 2018, hvor YouGov spurgte til samme sag. Dengang var 36 % af de adspurgte positivt indstillet overfor delfinshows.
Læg pres på TUI for at få dem til at stoppe deres udnyttelse af delfiner i fangenskab: