Folkene bag berygtet tigertempel vil åbne ny tiger-attraktion
Nyheder
Thailands kontroversielle Tiger Temple Co. Ltd. planlægger at genåbne under et nyt navn: Golden Tiger (Thailand) Co. Ltd. Det sker på trods af, at templet stadig er under anklage for illegal handel med vilde dyr.
Set i lyset af de forfærdelige omstændigheder og forhold for dyrene, der førte til lukningen af tigertemplet i maj 2016, er den nye udvikling ekstremt bekymrende. Derfor opfordrer vi den thailandske regering til ikke at udstede en zoo-licens til Golden Tiger (Thailand) Co. Ltd.
Døde tigerunger i fryseren
Tiger Temple Co. Ltd. var en velkendt turistattraktion på grund af deres enorme antal af tigre. I 2016 havde templet mindst 147 tigre.
Flere års anklager om illegal avl og handel med tigre - inklusive kropsdele som skind, tænder og lignende - førte i maj 2016 til en razzia. Over 500 betjente fra Thailands ministerium for nationalparker og bevarelse af vilde dyr og planter (DNP) stormede templet og konfiskerede tigrene.
Razziaen afslørede, at der lå døde tigerunger samt forskellige tiger-kropsdele i templets frysere.
Det er stadig lovligt at mishandle tigre
Golden Tiger (Thailand) Co. Ltd. er i øjeblikket i gang med at bygge et nyt sted i Kanchanaburi i Vestthailand og har allerede fået en zoo-licens til stedet af DNP. Dog er licensen betinget af, at 11 specifikke krav bliver opfyldt inden for seks måneder – herunder at der bliver lavet indhegninger til tigrene af en vis størrelse, og at tigrene bliver tilset af dyrlæger.
Desværre inkluderer kravene ikke forbud mod at avle på tigrene, eller forbud mod at turister interagerer med tigrene.
Tiger Temple Co. Ltd. efterforskes stadig af myndighederne. I 2016 overrakte vi en underskriftindsamling til DNP, hvor vi opfordrede til en grundig undersøgelse af alle steder, der holder tigre i fangenskab. Vi bad desuden om et forbud mod at avle tigre i kommercielt øjemed, da det ikke tjener til at bevare arten i naturen.
Ved at udstede en zoo-licens til Tiger Temple Co. Ltd. vil templet kunne fortsætte med deres mishandling af tigre.
Tigerfarme er kynisk forretning
Christina Abel, biolog og programmedarbejder hos World Animal Protection Danmark, siger:
"Det er meget kynisk, det som de her mennesker foretager sig. Det er meget bekymrende, at de måske kan fortsætte med at misbruge tigre ved blot at ændre navnet på deres virksomhed. Og hvis turisterne var klar over, hvilken pris tigrene betaler for deres tigerselfies, så er jeg sikker på, at de ville fravælge det. Men turisterne ser ikke bagsiden af industrien."
Dyrlæge Jan Schmidt-Burbach, vores ekspert i vilde dyr, er enig og fortæller videre:
"Tigerfarme har intet at gøre med artsbevarelse. Det er ganske enkelt mishandling af vilde dyr, der lever under forfærdelige forhold. Disse steder skal stoppes og lukkes, fordi de har klare forbindelser til de netværk, der ulovligt handler med vilde dyr."
Sidste år udsendte vi en rapport om tigre, der blev brugt som underholdning i Thailand. Dette studie dokumenterede en stigning på 33 % i antallet af tigre ved thailandske turistattraktioner over en periode på fem år. Studiet viste blandt andet også, at:
- tigerunger brutalt bliver taget fra deres mødre kun to til tre uger efter, at de er født
- unge tigre bliver brugt som rekvisitter på turistfotos. De bliver derfor håndteret af turister hundredvis af gange om dagen, hvilket kan føre til skader og stress
- tigrene bliver straffet, hvis de udviser aggressiv, uønsket adfærd. En ansat fortalte vores researchere, at det er almindeligt at sulte tigrene for at straffe dem, når de gør noget "forkert"
- størstedelen af tigrene bliver holdt i små betonbure eller golde indhegninger med begrænset adgang til friskt vand. 50 % af tigrene blev observeret i bure på under 20 kvm. pr. dyr - hvilket står i stærk kontrast til de 16-32 kilometer, en tiger normalt tilbagelægger på en nat i den fri natur
- en ud af ti (12 %) tigre havde adfærdsproblemer såsom stereotyp adfærd. For eksempel vandrer de frem og tilbage i buret eller bider sig selv i halen. Disse adfærdsmønstre opstår oftest, når dyrene ikke kan håndtere stressede miljøer eller situationer
"Turister skal vide, at deres 'enestående' turistbilleder med en tiger er skyld i et helt livs lidelser for dyret," siger dyrlæge Jan Schmidt-Burbach.