Brasilien: Vi hjælper dyrene, efter at dæmning er brudt sammen
Nyheder
En flodbølge af giftigt mudder oversvømmede området, da en dæmning i den brasilianske delstat Minas Gerais brød sammen den 25. januar. Det havde katastrofale følger for tusindvis af dyr.
Både huse og marker er blevet ødelagt af det giftige mudder, og mange dyr og mennesker har mistet livet. De overlevende dyr er skræmte, sårede og sultne.
Vi samarbejder med lokale myndigheder om at hjælpe dyrene.
Redningsarbejdere hjælper en ko ud af mudderet. Foto: University of Minas Gerais/Veterinary Board/SPA (Society for the Protection of Animals)
Sådan redder vi dyrene
Selvom det lykkedes nogle familier at tage deres kæledyr med sig, da de flygtede, var mange andre tvunget til at efterlade deres dyr. Mange gadehunde befinder sig stadig i området og lider under skader og mange dages sult og tørst.
Blandt de 140 dyr, vi indtil videre har reddet fra det giftige mudder, er katte, hunde, høns, køer og heste. Mange var meget bange og havde akut brug for at få behandlet deres sår og skader. En del af dyrene var helt opsvulmede, sandsynligvis fordi de har indtaget mudder og slam.
Laminha er en lille, venlig hund, der er blevet reddet og bragt til det redningscenter, vi hjælper med at drive.
Vi er rykket ud med et team af blandt andet dyrlæger, der skal hjælpe dyrene. Teamet arbejder med at:
- være med til at drive et redningscenter for den evakuerede lokalbefolkning og deres dyr de kommende seks måneder
- behandle skadede dyr og sørge for, at de får mad og vand
- uddele nødhjælpspakker med bandager, antibiotika, medicin mm.
- genforene dyr med deres ejere eller finde nye hjem til dem
- vurdere det langsigtede behov for hjælp i samarbejde med regeringen
Mød nogle af de reddede dyr
Tæven her var drægtig, da hun blev reddet og bragt til det redningscenter, vi hjælper med at drive.
Nu har hun født sit kuld hvalpe. Både mor og hvalpe får al den nødvendige pleje og omsorg.
Foto: World Animal Protection/ Minas Gerais University
Da denne tyr ankom til redningscenteret, var han meget svækket, og hans hud var dækket af sår og betændelse.
Foto: World Animal Protection/ Minas Gerais University
Nu er han kongen af marken, og de andre dyr udviser stor respekt, når han er i nærheden.
Foto: World Animal Protection/ Minas Gerais University
Schæferen her kunne ikke gå, da han blev reddet ud af mudderet af en brandmand.
Foto: World Animal Protection/ Minas Gerais University
Nu har han det bedre og er blevet genforenet med sin familie, der desperat ledte efter ham, da de var undsluppet katastrofen.
Foto: World Animal Protection/ Minas Gerais University
Hjælp os med at redde dyr i katastrofer: