Cirkuselefanter på vej ud af manegen
Nyheder
Elefanter er på vej ud af cirkus i Danmark. Et forslag om at forbyde alle vilde dyr i omrejsende cirkus fremlægges i dag i Folketinget. Det sker samme dag, som Cirkus Arena og dets tre elefanter tager fat på sommerturnéen.
Det har været længe undervejs, men nu sætter de danske politikere cirkuselefanternes skæbne til afstemning på Christiansborg. Og det er ikke et øjeblik for tidligt, mener direktør i World Animal Protection Danmark, Gitte Buchhave:
”Vi har ventet og ventet, mens land efter land, fra Rumænien til Sverige, har vedtaget et forbud mod cirkuselefanter. Tendensen i Europa har været tydelig de senere år, så derfor har vi undret os såre,” forklarer hun.
Cirkuselefanter lider på grund af hul i lovgivningen
Bag beslutningsforslaget står Enhedslisten, SF og Alternativet, der ønsker at følge trop med udviklingen i det øvrige Europa. Og det er på høje tid, mener ordfører for dyrevelfærd hos Enhedslisten Maria Gjerding-Reumert:
”Det hul i lovgivningen skulle vi have lukket for lang tid siden. Grundvilkårene for vilde dyr i et omrejsende cirkus er grænsende til dyrplageri.”
Også Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører, Karina Due, har bakket op om et forbud. I et debtaindlæg for nylig lød det således:
”Vilde dyr hører til i naturen eller i en dyrepark, hvor de kan leve et liv, der er så tæt på det naturlige som muligt. De hører ikke til i en branche, hvor de mentalt skal knækkes for at adlyde menneskers ordrer, og desuden er tvunget til et stressende liv på landevejene.”
Elefanterne optræder 173 gange på 178 dage
Forbuddet kan tidligst gælde fra udgangen af 2018, så de tre elefanter i Cirkus Arena kan se frem til endnu en tætpakket kalender, når sommersæsonen for Nordens største omrejsende cirkus begynder i dag. Og det ærgrer Gitte Buchhave:
”Havde Danmark fulgt udviklingen i Europa, var elefanterne i Cirkus Arena blevet sparet for dette års turné.”
Men Cirkus Arena er på vej ud til hele Danmark med tre tonstunge elefanter, der kan se frem til at optræde 173 gange de næste 178 dage. Fra Hirtshals til Helsingør, fra Sønderborg til Svaneke, fra trailer til manege, fra klapsalver til stramme instrukser.
Det sker til trods for, at Den europæiske dyrlægeforening allerede i 2015 gav officielt udtryk for, at vilde dyr i cirkus er et levn fra fortiden, der bør stoppes straks.
På linje med andre lande
Hvis de danske politikere stemmer elefanterne ud af cirkus, følger de i slipstrømmen på en lang række europæiske lande, der de sidste 18 måneder har forbudt cirkuselefanter og andre vilde dyr. Senest har Englands politikere besluttet, at vilde dyr i cirkus skal stoppes inden for få år.
”Så det er besynderligt, at danske politikere ikke for længst har udvist rettidig omhu og fulgt trop med den naturlige udvikling. Men vi kan kun glæde os over, at vi langt om længe får taget stilling til problemet her i Danmark,” mener Gitte Buchhave.
En undersøgelse fra 2017, som YouGov foretog på vegne af os, viste, at 60 % af danskerne mener, at det er uacceptabelt, at vilde dyr som f.eks. elefanter og søløver optræder i danske cirkus (YouGov 2017).
Fakta om cirkuselefanter:
- I Danmark optræder fire cirkuselefanter i to cirkus. De tre af dem underholder i Cirkus Arena, mens den sidste er tilknyttet Cirkus Trapez.
- Danmark er det eneste land i Norden, som ikke har taget stilling til, om elefanter i cirkus bør være forbudt. Sverige annoncerede i januar 2018, at et forbud er på vej.
- Siden 1962 har det været forbudt med rovdyr i cirkus, men tre pattedyr er undtaget fra loven, nemlig elefanter, søløver og zebraer.
Læs også: Cirkus Arenas elefanter optrådte i Italien i vintersæsonen >>