Besøgende i Avilon, Filippinerne, får taget fotos med orangutanger.

Danske turister siger nej til pomfritferie – rejsebureauer bakker op

Nyheder

Rygende chimpanser, delfinshows og rideture på elefanter er ikke længere en del af feriedrømmene, når danskerne planlægger deres ferie i disse uger.

“Danskerne vil have fuld plade på de sande værdier og er både bevidste og bæredygtige i deres ferievalg,” siger fremtidsforsker Anne Skare Nielsen og medlem af World Animal Protection Danmarks bestyrelse. Hun bakkes op af Bravo Tours’ administrerende direktør, Peder Hornshøj, som fortæller, at ingen længere føler sig underholdt af rygende chimpanser og coladrikkende kameler:

"I dag iagttager turister dyrene i deres naturlige omgivelser, og møder vi noget på vores vej, der ikke er i orden, siger vi stop."

Tiger i lænker og med klippede tænder

Idealisme i stedet for eskapisme på ferien

Den bæredygtige ferie inkluderer i dag dyrevelfærd og er en voksende trend, der bekræftes af både rejsebranchen, fremtidsforskeren og danskerne generelt når man spørger dem.

Kun 7 % af den danske befolkning vil i dag sætte sig op på ryggen af en elefant, og blot 12 % ville se et delfinshow, viser seneste måling om turisme og dyrevelfærd, som YouGov har foretaget for os.

”Tidligere dyrkede vi ’eskapismeturismen’, og tog glad på pomfritferie. Arbejdet var hårdt og hverdagen slidsom, og derfor var ferierne tid til afslapning. Så når man var turist, kunne man opføre sig dårligere, fordi man syntes, man havde fortjent alt den gode mam og lidt for meget sol og drikkevarer. Man ville bare underholdes og orkede ikke at tænke over, om dyrene havde en skidt tilværelse,” siger Anne Skare Nielsen og fortsætter:

”Fremtidens bæredygtige ’idealismeturister’ er mere bevidste, og fordi hverdagslivet handler mere om mening og livskvalitet, så er det ikke længere noget, vi flygter fra. Generelt er vi røvtrætte af at have dårlig samvittighed, så at være steder, hvor vi kan få fuld plade på alle de sande værdier – det er tiltrækkende.”

“Som turister skal vi selvfølgelig have lov at nyde livet - der er bare ingen grund til, at andre levende væsner skal have ofret sig for det,” konkluderer hun.

Tiger i lænker og med klippede tænder

Større efterspørgsel på naturlige dyreoplevelser

I takt med at flere turister får kendskab til vilde dyrs lidelser i turistindustrien, er efterspørgslen på dyrevenlige oplevelser vokset. Og det har sat sit præg på rejsebranchen, hvor en lang række rejsebureauer har valgt at fjerne tilbud om underholdning med vilde dyr fra deres program.

Se de dyrevenlige rejseselskaber

”Gennem årene har der mange steder i verden været turistattraktioner, hvor dyr har været involveret på kedelig vis. Jeg har set en chimpanse, der røg cigaretter, en gris, der drak øl og en kamel, der drak Coca Cola af flasken,” siger Peder Hornshøj og fortsætter:

”Det kan godt være, at nogle på et tidspunkt fandt dette underholdende, men sådan er det heldigvis ikke længere. Før i tiden kunne man komme på trekking i Thailand på ryggen af en elefant. I dag besøger man i stedet en nationalpark, hvor man på afstand iagttager dyrene i deres naturlige omgivelser. Sådan skal det være. I Bravo Tours passer vi på dyrene. Møder vi noget på vores vej, der ikke er i orden, så siger vi stop.”

Holdningsændringen blandt turister og rejsebranche glæder Stephanie Kruuse Klausen fra World Animal Protection:

”Det er virkelig opløftende, at ansvarlig turisme er ved at vinde indpas i rejsebranchen, hvor man ønsker at holde vilde dyr vilde. Dyrevenlige rejseselskaber spiller en afgørende rolle ved både at oplyse deres gæster og partnere om, hvordan de træffer gode informerede valg, som reelt gør en stor, positiv forskel for dyrene på de mange spændende turistmål.”

Læs også…

Vil du vide mere