Delfinshow i Oceanogràfic de Valencia, Spanien.

Danskerne vender ryggen til delfinshows

Nyheder

Gammeldags dyreunderholdning er i den grad på retur, når danskerne planlægger årets sommerferie. Langt færre end for blot fem år siden vil se delfiner optræde.

Topfoto: Delfinshow i Oceanogràfic de Valencia, Spanien.

En ny YouGov-undersøgelse, som vi har fået foretaget, viser, at der er sket et markant fald i turister, der vil besøge delfinshows på deres ferie. Kun 5 % af danske rejsende vil overveje at købe billet til et delfinarium, når de er på ferie.

Det er en væsentlig nedgang i forhold til 2018, hvor YouGov spurgte til samme sag blandt et lignende antal danskere. Her svarede 36 % af de adspurgte ja til, at de ville have købe billet til et delfinshow.

Den nye undersøgelse viser også, at bare 3 % vil overveje at svømme med delfiner i fangenskab.

Større bevidsthed om dyrevelfærd blandt danskerne

“Det er en virkeligt opløftende nyhed, at danskerne har rykket sig så markant. Meget tyder på, at en ny bevidsthed om dyrs vilkår har slået rod blandt nutidens turister, der i stigende grad vender ryggen til underholdning med vilde dyr som delfiner og spækhuggere, der lider under stærkt begrænsende forhold, når de er indespærret og tvunget til at underholde i små golde betonbassiner hele deres liv.”

Det siger Stephanie Kruuse Klausen, kampagneansvarlig i World Animal Protection Danmark. Hun fortæller, at delfinunderholdning er en indbringende industri:

“Vores rapport ‘Behind the Smile’ fra 2019 viser, at én enkelt delfin kan omsætte for helt op mod 14 mio. kr. årligt. Og det er uden bi-indtægter som merchandise og den slags. Så det er en lukrativ branche at få del i.”

Delfin på bassinkant
I delfinarier lever delfiner i små bassiner, hvor de ikke kan få opfyldt deres naturlige behov.

Spies går i front med dyrevenlige oplevelser

Også hos Nordens største rejsebureau, Spies Rejser, er der begejstring over tallene i den nye meningsmåling. Rejsebureauet har i flere år haft en skarp profil på bæredygtighed og samarbejder tæt med os i World Animal Protection Danmark om dyrevelfærd på alle selskabets destinationer.

”Jeg er faktisk både overrasket, men også utrolig glad for, at danskerne har ændret deres syn på delfinshows så markant på bare fem år. Det siger noget om, at der er kommet en langt større grad af omtanke hos danske ferierejsende. Vi har for flere år siden besluttet ikke at udbyde udflugter til delfinarier eller elefantridning, ligesom vi fraråder det til vores gæster,” siger kommunikationschef Sofie Folden Lund fra Spies Rejser:

“I samarbejde med World Animal Protection guider vi aktivt vores gæster til at søge de dyrevenlige rejseoplevelser, hvor dyrene kan opleves i deres naturlige omgivelser. Og ja, det er muligt, at vi har mistet en god indtjening på ikke at udbyde delfinshows og elefantridning, men det ændrer ikke ved vores valg. Og ud fra de nye tal fra YouGov lader det da også til, at det heldigvis er en uddøende indtægtskilde.”

Etisk ansvarlig delfinsafari i Algoa Bay Whale Heritage Area. Foto: Lloyd Edwards/Raggy Charters

Etisk ansvarlig delfinsafari i Algoa Bay Whale Heritage Area. Foto: Lloyd Edwards/Raggy Charters

Ansvarlig turisme er blevet konkurrenceparameter

Hos rejsearrangørernes brancheforening, RID, bekræfter direktør Henrik Specht, at bæredygtighed for alvor er kommet højt på dagsordenen hos rejsebureauerne.

“Vores grundholdning i dag er, at dyr skal opleves i deres eget habitat, dvs. i deres naturlige miljø. Bæredygtighed – herunder hensynet til klima, miljø, lokalbefolkningen og dyrevelfærd – er blevet en vigtig sag for rejsebranchen,” siger han og fortsætter:

“Det kan godt være, at man mister nogle penge på at sige nej til en bestemt type udflugter, og det er jo op til den enkelte rejsearrangør. Men der er næppe nogen tvivl om, at ansvarlig turisme i stadigt større udstrækning er afgørende for de rejsendes valg af rejsearrangør.”

Han slutter: ”Bæredygtighed er ganske enkelt både sund fornuft og et konkurrenceparameter. Det er alle vores medlemmer opmærksomme på. Og bæredygtighed er, udover service, kvalitet og gode priser, en vigtig del af pakken for mange rejsende i dag.”

TUI mangler på listen

160 rejsebureauer over hele verden har underskrevet vores retningslinjer om at sige nej til al underholdning med vilde dyr, hvilket inkluderer delfinshows, elefantridning, dyreselfies samt gåture og krammesessioner med tigre, løver og andre store kattedyr.

Men Stephanie Kruuse Klausen understreger, at der stadig er store spillere i rejsebranchen, der ikke har set skriften på væggen:

“TUI, som er en af verdens største rejseudbydere, tjener stadig mange penge på at formidle billetter til delfinshows, selvom vi har bedt dem droppe det i flere år. De ville se meget bedre ud, hvis de fik indstillet det moralske kompas helt rigtigt, når de sender mennesker ud for at opleve verden. For man kan kun være ægte bæredygtig, hvis dyrevelfærd er en del af rejsen,” fastslår hun.

Hjælp os med at lægge pres på TUI, så de dropper delfinunderholdning:

Skriv under

Vil du vide mere