Delfinen Blue har aldrig set det blå ocean

Lina Dahl er kampagneansvarlig for vilde dyr i World Animal Protection Sverige. Dette er hendes beretning.

Allerede ved indgangen til Marineland mødes jeg af opfordringer til at komme tæt på parkens delfiner. For en større sum penge kan du få lov til at klappe, kysse og tage et billede med en delfin. Du må endda hoppe ned i bassinet til dem.

Det er dyrt at komme så tæt på en delfin – men det er intet i sammenligning med den høje pris, som delfinerne betaler, når de tvinges til at være i nærkontakt med mennesker.

Jeg takkede nej uden at blinke, for jeg ved, hvad der foregår bag kulissen. Jeg ved, at uanset om disse delfiner engang svømmede frit i havet, eller om de er født i et betonbassin, så er de dømt til aldrig – eller aldrig igen – at opleve deres sande hjem i naturen.

Jeg ved, at delfinernes smil er en illusion – en anatomisk tilfældighed. Men det ved mange besøgende ikke.

Jeg ser, hvordan de besøgende ler, når delfinerne laver kunster. Jeg ser, hvordan de beundrer de yndefulde dyr (og ja, de er smukke!) uden at forstå, at de bliver underholdt af delfinerne, fordi de har betalt for det – ikke fordi delfinerne gerne vil optræde for dem.

Og delfinerne? De svømmer i små cirkler uden mulighed for at undslippe.

Giv delfinerne et reservat

Blue er turistattraktion og livstidsfange

Den ældste delfin i Marineland hedder Blue. Han har været trækplaster for besøgende siden 1995 og er et trist eksempel på, at delfiner i fangenskab tvinges til at udholde et helt livs indespærring.

Blue er – præcis som de andre delfiner i Marineland – en ufrivillig skuespiller i et teaterstykke, der markedsføres som ren underholdning. Men sandheden er, at Blue og de andre delfiner lever et ekstremt unaturligt liv, som de ikke selv har valgt. En fløjte, et signal fra en træner, et stykke fisk som belønning. Igen og igen.

Blue blev født i fangenskab i 1991 og er i dag 34 år gammel. Vi har næsten samme alder. Mens jeg har haft 34 år fyldt med oplevelser, forandringer, rejser, uddannelse og møder med nye mennesker, har Blue svømmet rundt i det samme bassin uden at opleve andet end de monotone omgivelser, som parken tilbyder ham.

Indeni mærker jeg en dyb sorg over Blue og de andre delfiner. Over at de er fanget i en verden, som ikke er deres, og over at de besøgende ikke forstår, hvordan det faktisk forholder sig. De ler, uvidende om at Blue aldrig har oplevet det, som burde være en selvfølge for alle levende væsner: Frihed.

Skriv under for et delfinreservat

En ny chance i livet for showdelfiner

Under showet med Blue og de andre delfiner løfter jeg blikket og ser Middelhavets blå vand blinke i baggrunden – kun nogle få meter fra bassinkanten. Det er så tæt på, at vandet i bassinet ser ud til at smelte sammen med havet.

Du skulle have lov til at svømme frit i det store, blå ocean, Blue! Det er både uforståeligt og hjerteskærende, at han ikke kan leve et naturligt liv, men i stedet holdes fanget her for at underholde mennesker.

Blue kan desværre aldrig sættes ud i det åbne hav, for han har aldrig lært at klare sig selv. Men delfiner som Blue kan få et langt mere naturligt liv i et beskyttet reservat, hvor de kan svømme, dykke og jage i ægte havvand.

Langs kysten på den græske ø Lipsi ligger en idyllisk bugt med ideelle leveforhold for delfiner. Her presser vi på for at få åbnet det første reservat for tidligere showdelfiner i Europa.

Delfinerne har brug for din stemme! Skriv under og hjælp os med at overbevise Grækenlands regering om at lade Lipsi-reservatet åbne, så udnyttede delfiner kan få et godt liv i havet.

Skriv under