Dumt og dyrt at genoptage minkavl
Nyheder
Regeringen siger god for at minkavl kan genoptages – men det vil føre til store omkostninger for det danske samfund. Vi kan hverken være det bekendt overfor dyrene, miljøet, folkesundheden eller økonomien.
Regeringen har netop givet grønt lys til at genstarte minkavl i Danmark, når det midlertidige forbud udløber ved årsskiftet.
“Partierne bag tilladelsen pålægger samfundet store byrder, når de giver tilladelse til genoplivning af minkavl i Danmark. I forvejen kommer borgerne til at betale mere end 19 mia. i erstatning for at få nedlagt et erhverv, der er dybt skadeligt for dyrene, naturen og klimaet, og som stadig kan udgøre en potentiel risiko for folkesundheden,” siger Esben Sloth, kampagnechef i World Animal Protection Danmark.
“Det er helt uacceptabelt at genoplive et erhverv, der mishandler vilde dyr i små bure, udelukkende med det formål at producere pels, og det har mange danskere allerede indset,” siger kampagnechefen med reference til den bølge af modstand mod pelsavl, der har rejst sig de seneste år.
Læs også: Derfor skal minkavl forbydes for altid
Forbrugere og designere er færdige med pels
Den seneste meningsmåling fra YouGov viser, at 62 % af danskerne mener, at modebranchen helt skal droppe brugen af pels, mens kun 19 % synes, det er en god idé at fortsætte.
“Folk ude i virkeligheden har allerede indset, at pels er passé og ikke hører hjemme i et oplyst moderne samfund, hvor dyrevelfærd samt miljø- og klimahensyn står højt på vælgernes dagsorden,” fastslår Esben Sloth.
En lang række designere i modebranchen har allerede droppet al design med pels, og hver måned kommer flere til. Samtidig forbyder flere af de internationale modeuger pels på catwalken, og helt sensationelt droppede det internationale modemagasin Elle al omtale af pels i samtlige magasiner verden over fra 2022 med den begrundelse, at ‘pels er gammeldags’.
Læs også: Pels er passé
Ingen gode argumenter for minkavl
“Hverken etisk, sundhedsmæssigt eller økonomisk er der nogen gode argumenter for pelsavl. Derudover tyder meget på, at EU alligevel forbyder pelsavl inden for få år, så også af den grund vil det være formålsløst at genstarte branchen. Det ville jo være absurd, at samfundet kunne risikere at blive mødt med krav om erstatning endnu en gang,” mener Esben Sloth og fortsætter:
”I stedet bør vi kigge fremad og få minkavlerne i gang med en fornuftig produktion, der peger i en helt anden retning, som gavner både dyrene, naturen og samfundet.”
Hjælp os med at få forbudt pelsproduktion i såvel Danmark som resten af EU: