Dyr og natur skal ikke ofres på klimakontoen
Nyheder
Debatindlæg: Velfærd for køer, grise og høns skal prioriteres lige så højt som klimaet. Og økologerne skal have samme behandling som de konventionelle landmænd.
Topfoto: Jo-Anne McArthur / We Animals Media
Af Sybille Kyed, Økologisk Landsforening, og Esben Sloth, World Animal Protection Danmark
Frivillige aftaler har år efter år vist sig for svage til at drive en egentlig omstilling mod et mere bæredygtigt landbrug. Det er grunden til, at vi nu befinder os i en situation, hvor politikerne bliver bedt om at sætte foden ned over for landbruget.
Det er naturligvis ubekvemt og udfordrende. Det er det for alle, der stilles over for krav frem for frivillige valg, men nu skal det landes, så det peger den rigtige vej.
Og her har vores organisationer en fælles bekymring for dyrene: En nødvendig indsats for klimaet må ikke lænke dyrene til et liv på stald, selvom det kan spare CO2.
Dyrene i vores landbrug har ret til at komme på græs, se og opleve lyset, vinden og solen. Både set fra et etisk perspektiv, men også fordi det handler om et bæredygtigt fødevaresystem.
World Animal Protection og Økologisk Landsforening står derfor sammen om et fælles budskab. Modellen for en klimafgift i landbruget må ikke ensidigt handle om klimaaftryk. Det er for snævert et udgangspunkt.
Et bæredygtigt fødevaresystem handler i lige så høj grad om fire andre ting: Dyrevelfærd, biodiversitet og et bedre miljø med en mere mangfoldig dansk natur.
Det vil betyde bedre forhold for landbrugsdyrene, markant lavere antibiotikaforbrug og dermed mindre risiko for antibiotikaresistens, der kan true vores muligheder for at blive behandlet for lungebetændelse, mere plads til natur samt langt bedre betingelser for vilde dyr og planter til lands og i vandet.
Alt det giver sig selv, hvis politikerne i meget højere grad prioriterer økologisk landbrug og omstiller den intensive landbrugsproduktion, der udfordrer både dyrevelfærd og det omgivende økosystem.
Derfor opfordrer vi politikerne til at stile efter fem hovedpunkter, der skal danne fundamentet i fremtidens bæredygtige landbrug:
- Mere plads til dyrene, der lever i bedre harmoni med den danske natur.
- Færre dyr uden et liv på marken, flere økologiske landbrug.
- Mere plantebaseret produktion til konsum og dermed mindre animalsk produktion og mad til flere
- Mere natur og biodiversitet til gavn for både mennesker, dyr, natur og det omgivende miljø.
- Et stop for brugen af sprøjtemidler og mindre kvælstof til gavn for vores fælles drikkevand og livet i vandet omkring os.
Økologien har vist, at der er 30 % flere vilde plante- og dyrearter på og omkring de økologiske marker. Det er vigtigt, for landbruget vil fortsat optage en stor del af Danmarks areal mange år endnu.
Når vi taler om påvirkning af klimaet, sparer økologiske dyr på græs klimaet for CO2, fordi produktionen af kraftfoder importeret eller dyrket i Danmark til dyr på stald giver en øget belastning, mens koen på friland spiser græsset direkte fra marken. Det er vigtigt at have med i beregningerne.
I forhold til den omfattende kvælstofudledning der truer vores åer, vandløb, moser og indre farvande, er økologisk landbrug også en stor fordel. Nuværende økoareal sparer vandmiljøet for i omegnen af 1000 tons N, viser opgørelser fra Aarhus Universitet.
100% økologi vil faktisk redde vandmiljøet, når vi samtidigt giver naturen mere plads.
Derfor er det kritisk at vedtage en afgiftsmodel, der som minimum stiller økologien mindst lige så godt som konventionelt landbrug. Det kræver, at myndighederne anvender det bedriftsspecifikke klimaregnskab ESGreen Tool, de selv har bidraget til økonomisk, og det kræver, at der bliver set på flere forhold end klima.
Opgaven er ikke et klimaoptimeret landbrug, men et bæredygtigt landbrug, der besvarer flere samtidige kriser.
Aarhus Universitet advarede allerede i 2022 med udgivelsen af rapporten ‘Klimaeffektivitet i landbrugssektoren’ politikere og forbrugere om, at et ensidigt fokus på klima kan gøre landbruget endnu mindre bæredygtigt.
Et bæredygtigt fundament under vores fælles natur og landbrugets troværdighed, som vi her har skitseret, vil være en fair kontrakt med befolkningen.
Samtidig vil det være et stort skridt fremad for at sikre kommende generationer de samme muligheder, som vi har haft.
Hjælp os med at overbevise politikerne om, at der er brug for en ny retning for landbruget: