Mother and bear cub playing in water

Dyrebare dyr: Bjørnen

Nyheder

Bjørne har en god hukommelse, kan bruge redskaber og føle dyb sorg – og er en af de arter, der er truet af handlen med vilde dyr. Lær mere om bjørne.

En sød tand

Bjørne har strejfet omkring i bjerge, skove, jungler og arktiske landskaber i millioner af år. I 2017 fandt forskere fossiler fra en 3,5 mio. år gammel bjørn på Ellesmere Island i det nordlige Canada. 

Denne bjørn ser ud til – i lighed med sine nulevende slægtninge – at have haft en sød tand. Forskerne fandt tegn på karies i tænderne, hvilket sandsynligvis er opstået, fordi bjørnen spiste store mængder søde bær.

Store og små

Der er otte bjørnearter tilbage i verden. De lever i Nord- og Sydamerika, Europa og Asien. 

Der er stor forskel på størrelsen af de forskellige bjørnearter. Små malajbjørne kan veje op til 65 kg, mens de enorme isbjørne kan veje mere end 600 kg.

Bjørn hviler hovedet på træstub
En søvnig bjørn tager en lur i bjørnereservatet, vi støtter i Rumænien.

Begavede bamser

Bjørne er meget intelligente dyr. Forskere, der har undersøgt amerikanske sortbjørne, har fundet ud af, at bjørnene kan tælle. De er lige så dygtige som aber til at skelne mellem store og små antal prikker.

Faktisk er bjørne så intelligente, at de tilpasser deres adfærd efter jagtsæsonen for at beskytte sig selv. Da det blev ulovligt i Sverige at jagte dyr i familiegrupper, begyndte brunbjørnemødre at beholde deres unger hos sig næsten et helt år længere for at undgå jægernes geværer.

Bruger redskaber

Forskere fra Washington State University har lavet forsøg, hvor de hængte doughnuts op lige uden for rækkevidde af nogle gråbjørne i fangenskab. I nærheden efterlod de nogle afsavede træstubbe og plastikkasser. De fleste af bjørnene fandt ud af at bruge disse genstande som skamler, så de kunne nå de ophængte lækkerier.

Brunbjørne i naturen kan også finde på at samle sten op og bruge dem til at kradse sig i ansigtet, hvis det klør. 

Maya nyder lidet i Balkasar-reservatet. Hun er reddet fra et liv som dansebjørn.

Kravebjørnen Maya nyder livet i bjørnereservatet, vi støtter i Pakistan.

Taler med hinanden

Bjørne bruger ca. 11 forskellige lyde til at kommunikere, herunder knurren, grynten, klapren med tænderne, prusten, gøen og en klagende stønnelyd. Forskerne prøver at finde ud af, hvad de forskellige lyder betyder og har bl.a. opdaget, at stønnelyden både kan betyde, at bjørnen er tilfreds og det modsatte.

Bjørnes bruger også kropssprog til at kommunikere med hinanden. Ansatte i de bjørnereservater, vi finansierer i Rumænien og Pakistan, fortæller, at de reddede bjørne hopper op og ned ad glæde, når de kan lugte deres yndlingsmad eller ser deres yndlingsmennesker. Og forskere har bemærket, at brunbjørne bruger et ”legeansigt” – et ansigtsudtryk med åben mund – til at fortælle andre, at de er klar til leg.

Afmærkning af territorier er også en del af bjørnes sprog. De efterlader deres duft samt tand- og klomærker i træerne for at fortælle andre bjørne, at de skal holde sig væk.

Glad bjørn i Libearty-reservatet

En bjørn med "legeansigt".

Gode sanser

Bjørnes lugtesans, syn og hørelse er virkelig gode. De kan lugte mad, unger, en mage eller rovdyr på mange kilometers afstand. 

I de bjørnereservater, vi støtter, bruger de blinde bjørne deres tilbageværende sanser og deres gode hukommelse til at navigere rundt, svømme i vandhullerne og finde mad.

Stærke følelser

Bjørne er ikke bare i stand til at udvise glæde – de viser også alle tegn på intens sorg. Unger skriger og klager sig ynkeligt, når de kommer væk fra deres mødre. Det kan de fortsætte med i ugevis, hvis deres mødre dør.

Italienske forskere har rapporteret om en 18 år gammel brunbjørnehan, der sørgede, efter at hans søster døde. Han sov dårligt og var langt mindre aktiv, end da søsteren stadig levede.

De ansatte i Balkasar-reservatet i Pakistan kan også fortælle, hvor traumatiseret bjørnen Pooh virkede, efter at han var blevet reddet fra bjørne-hundekampe. Han virkede uinteresseret i alting og stod bare og rystede ulykkeligt. For at fange hans opmærksomhed satte de ansatte tørrede stykker kød på knogler og spredte dem rundt om bjørnen. Til sidst fik den kraftige, lækre duft lokket Pooh ud af hans stressede og nærmeste paralyserede tilstand.

Bjørnen Pooh er reddet fra bjørne-hundekampe

I dag har bjørnen Pooh det heldigvis godt.

Lever for det meste alene

Alle bjørnearter er solitære dyr, dvs. at de lever alene og ikke i flok. I den fri natur interagere de kun, når de parrer sig, eller når en bjørnemor har sine unger hos sig i en lille flok.

Størrelsen på en bjørns territorium afhænger af arten. Isbjørne har så enorme territorier, at forskere har haft svært ved at måle deres præcise størrelse. Men en hunisbjørn blev sporet, mens hun bevægede sig 4.796 km tværs over Alaska, Canada og Grønland.

Vintersøvn

Om vinteren, når føden er knap, går de fleste vilde bjørne i tempererede områder i hi i deres huler. En bjørns hule kan være alt fra en åben rede, kratbunker, væltede og hule træer, stenbunker, udhulinger, grotter og menneskeskabte bygninger. 

Mens bjørnene er i hi, tærer de på de fedtdepoter, som deres kroppe har opbygget i løbet af sommeren og efteråret.

Tætte bånd

Mødre og unger har et meget tæt bånd. Mødrene vil kæmpe til døden for at beskytte deres unger mod rovdyr.

Bjørnemødre lærer deres unger at finde mad og beskytte sig ved at klatre op i træer. Ungerne morer sig også med at lege med deres mor og søskende. Forskere har opdaget, at jo mere brunbjørneunger leger, jo mere sandsynligt er det, at de overlever længe nok til at blive voksne.

Bjørneunger i Libearty-reservatet i Rumænien

Ungernes leg er med til at lære dem de færdigheder, de får brug for som voksne.

Forsvinder fra naturen

Bjørne er truede over hele verden. Deres leveområder forsvinder pga. menneskers indtrængen. De bliver indfanget og brugt til underholdning som dansebjørne og i bjørne-hundekampe, eller de bliver udnyttet til traditionel asiatisk medicin. For at møde efterspørgslen på bjørnegalde bliver omkring 23.000 bjørne holdt i fangenskab under gruopvækkende forhold på galdefabrikker i Asien.

Vil du vide mere