Dyrebare dyr: Mankeulven

Topfoto: Rob Jansen/Shutterstock

Navnet ’mankeulv’ kan virke lidt forvirrende, når man ved, hvordan dette smukke dyr fra hundefamilien ser ud. Den har ganske vist en sort, fjeragtig manke ned langs ryggen, men med dens spidse snude og rødbrune pels ligner den snarere en ræv end en ulv.

Faktisk er mankeulven (Chrysocyon brachyurus) ikke tæt beslægtet med hverken ræve eller ulve. Den er det eneste medlem af slægten Chrysocyon, som betyder ’gylden hund’.

Mankeulven er omkring 90 cm i skulderhøjde. Dermed er den højere end f.eks. en ulv eller schæferhund. En stor del af højden skyldes dens lange, sorte ben, som gør det nemt for den at løbe gennem højt græs.

Foto: Rob Jansen/Shutterstock

Hjemmehørende i Sydamerika

Mankeulven lever kun i det centrale og østlige Sydamerika, mere specifikt i Argentina, Bolivia, Brasilien, Paraguay, Peru og muligvis Uruguay.

Der er omkring 17.000 mankeulve tilbage i verden.

Den største bestand af mankeulve lever i Cerradoen – verdens ældste, største og mest biodiverse skovsavanne, som ligger sydøst for Amazonas-regnskoven.

Spiser alt fra marsvin til ulveæbler

Som nataktivt dyr jager mankeulven hovedsageligt om natten samt ved daggry og skumring. Den har meget følsomme, store ører, som kan rotere og dermed hjælpe den med at lytte efter byttedyr.

For at skræmme byttet ud i det fri, stamper mankeulven på jorden med en forpote og springer derefter på dyret, når det kommer frem. Den graver også efter byttedyr, der gemmer sig i huller.

Mankeulven er omnivor. Den spiser marsvin og andre små pattedyr, fugle og fisk, men en stor del af dens kost – måske mere end halvdelen – udgøres af grøntsager, sukkerrør, frugter og rodknolde.

En af mankeulvens yndlingsspiser er et tomatlignende bær ved navn ’ulveæble’. Ulveæbler kan blive op til 20 cm i diameter og veje op til 900 gram. Man mener, at ulveæblerne beskytter mankeulven mod livsfarlige parasitter, og til gengæld hjælper mankeulven planten med at overleve ved at sprede dens frø gennem afføringen.

Foto: Onçafari / Valquiria Cabral

Par for livet – på afstand

Mankeulve foretrækker at leve alene det meste af tiden. Men de danner monogame bånd med den samme parringspartner hele livet. Parret mødes med i parringssæsonen, mens de resten af året deler territorium – et område på omkring 27-30 km2 – men generelt holder sig på afstand af hinanden.

Selvom mankeulveparret lever hver for sig, kommunikerer de med hinanden med høje lyde, der ofte beskrives som ’brøle-gøen’.

Dyrene kommunikerer også ved hjælpe af deres kraftigt lugtede urin, som nogle mennesker synes lugter som stinkdyr-væske eller marihuana. Urinen markerer mankeulvenes territorium, advarer rovdyr og markerer, hvor mankeulvene har deres jagtstier, eller hvor de har begravet bytte.

Tid til hvalpe

Når hunnen er drægtig, arbejder hun og hendes mage sammen om at finde en hule, hvor hun kan føde hvalpene.

Mankeulven er drægtige i ca. 65 dage og føder kuld på to-fem hvalpe, der vejer omkring 450 gram hver.

Når de fødes, har hvalpene en dunet, sort pels med en lille hvid halespids. Når de vokser, begynder man at kunne se en rød tone i pelsens farve.

Hvalpene kommunikerer med hinanden og deres mor med skrattende, raspende lyde. Mankeulvehvalpe dier i omkring fire uger. Derefter begynder deres mor at gylpe mad op til dem.

Beskyttende forældre

Mankeulve-faren hjælper de første uger af hvalpenes liv. Han beskytter hulen og henter mad til mor og hvalpe.

Når hvalpene bliver store nok til at forlade hulen, deles moren og faren om ansvaret for at lære dem at jage.

Forældrene advarer hvalpene om farer – f.eks. rovdyr som jaguarer og pumaer – ved at hyle og gø.

Normalt forlader hvalpene deres forældres territorium, når de er et års tid gamle.

Trusler mod mankeulvene

Desværre er mankeulven truet af udryddelse, og der bliver færre og færre individer. Det skyldes ikke mindst, at dens leveområder bliver ødelagt til fordel for marker, hvor der dyrkes soja og andet foder til dyrene i det industrielle landbrug verden over.

Størstedelen af mankeulvene er nu tvunget til at leve i udpinte områder, der er domineret af landbrug. De bliver ofte dræbt af landbrugsmaskiner eller køretøjer – eller de drukner i enorme kunstige vandingskanaler, når de forsøger at finde noget at drikke. Vandingskanalernes stejle sider er beklædt med glat plastik, så dyrene har ikke en chance for at redde sig op igen, når de først er faldet i.

Det har vidtrækkende konsekvenser, når mankeulvene forsvinder. Mankeulven er en nøgleart med en kritisk rolle i økosystemet. Den holder skadedyrsbestandene under kontrol, og den spreder frø fra lokale plantearter. Derfor er mankeulven afgørende for bevarelsen af Cerradoen, som er en af verdens mest truede savanne-økosystemer.