Elephant in the floods outside Chiang Mai, Thailand

Elefanter i vand til halsen

Nyheder

Vi er sat ind med akut hjælp til de mange elefanter og tusindvis af andre dyr, der netop nu er ramt af massive vandmasser i Thailand.

Topfoto: Sumit Athiprom

De voldsomme oversvømmelser, der for nylig har ramt det nordlige Thailand, er blevet forværret af tyfonen Yagi. Mange mennesker har måttet flygte, mens monsunregnen vælter ned, og floderne går over deres bredder.

Mange dyr er i fare, heriblandt hundredvis af elefanter, der bogstavelig talt har stået i vand til halsen.

Vores thailandske team er rykket ud med hjælp til de nødstedte dyr. Indtil videre har det været nødvendigt at evakuere 4.000 hunde, katte, køer, geder, får, bøfler, grise, heste og kaniner i de berørte områder i tillæg til 400 elefanter.

Elefant i dybt vand under oversvømmelser i ThailandFoto: Sumit Athiprom

Elefantreservat skyllet væk

126 af disse elefanter har hjemme i reservatet Elephant Nature Park (ENP) i Chiang Mai – et fristed for elefanter, der er reddet fra et usselt liv i turist- eller skovhugstindustrien.

Det var en hjerteskærende og kaotisk scene, der mødte vores medarbejdere fra World Animal Protection Thailand, da de ankom til ENP. De havde en kort, følelsesladet samtale med stedets direktør, ’Lek’ Saengduean Chailert, som kæmpede for at holde tårerne tilbage, mens hun fortalte:

"Vandet steg til tre meter og var så kraftigt, at det fuldstændig ødelagde reservatet. Både bygninger og køretøjer blev skyllet væk. Vi har desperat brug for medicinske forsyninger, foder til elefanterne og basale fornødenheder til vores ansatte."

Elefanter i dybt vand i Elephant Nature ParkElefanter i det oversvømmede reservat Elephant Nature Park. Foto: ENP

’Hnoi’ Suratjana Kanjanaphairoj fra vores thailandske team fik med egne øjne bekræftet, hvor slet det står til i ENP:

”Mens vi vadede gennem tykt mudder, så vi eftervirkningerne – hvordan vandets afsindige kraft havde raseret sig vej gennem parken og fejet stalde, huse, biler og træer væk. Der lå affald overalt. Vi talte 12 elefanter spredt ud over parken og 14 hunde, der strejfede rundt. Heldigvis så de ud til at være sunde og raske, og resten af dyrene var allerede blevet flyttet i sikkerhed til nærliggende områder.”

Hund efter oversvømmelser i Elephant Nature ParkHund i Elephant Nature Park.

Akut hjælp til dyr og mennesker i nød

De følgende dage arbejdede vores team utrætteligt dag og nat for at indsamle nødforsyninger i form af dyrefoder, ris, rengøringsmidler og andre fornødenheder til dyr og mennesker i lokalsamfundet og dets 17 elefantlejre.

Vi arbejder videre på at sikre, at de berørte områder kan få den nødvendige hjælp.

Visheden om at der er hjælp på vej, kan forhåbentlig være en livline af håb for de mange, der er blevet ramt af katastrofen.

To reddede bjørne leger i Libearty-reservatet i Rumænien.

Få seneste nyt om dyrene

Følg med

Vores nyhedsmail holder dig opdateret om dyrebeskyttelse, vores indsatser og måder, du kan hjælpe dyrene på.

Tilmeld her
Vil du vide mere