Elefantmishandling genoptages i Nepal – vi protesterer
Nyheder
80 elefanter kommer til at lide, når stor turistfestival genoptager elefant-polokampe. Corona satte en stopper for udnyttelsen, men nu starter den forfra.
Det bliver ikke nogen glædelig juletid for elefanterne i Nepal, nu hvor elefant-poloturneringen ved den årlige Chitwan Elefant- og Turismefestival skal genoptages. Vi og 50 andre dyreorganisationer protesterer i et åbent brev til arrangørerne og Nepals regering.
Festivalen afholdes den 26.-30. december. Vi opfordrer på det kraftigste til ikke bare at droppe elefant-poloen, men også andre aktiviteter som elefantfodbold og elefantvæddeløb.
I det åbne brev skriver vi bl.a.:
”Elefantpolo og -fodbold kræver, at elefanterne er blevet trænet med brutale metoder, og de risikerer at blive udsat for skader og mishandling under turneringen. Aktiviteterne forstærker en forældet opfattelse af, at det er okay at bruge disse truede vilde dyr til underholdning.”
Denne elefant, som i 2017 deltog i elefant-poloturneringen, havde åbne sår i hovedet efter at været blevet slået med en jernkrog.
Dyremishandling forklædt som underholdning
Elefant-polo blev introduceret i Nepal i 1982 for at tiltrække turister. I elefant-polo er der to mennesker på ryggen af elefanten: Spilleren, som med en lang kølle slår til kuglen, og en mahout, der med hjælp fra en skarp metalkrog styrer elefanten.
I 2017 stoppede den oprindelige arrangør med at afholde turneringen efter protester fra dyrebeskyttelsesorganisationer. Desværre fortsatte Nepals regionale hotel-sammenslutning elefant-poloen som en del af Chitwan-festivalen, hvor der allerede blev afholdt elefant-fodboldkampe.
I 2020 satte coronapandemien dog en stopper for disse og mange andre turistaktiviteter. I 2023 startede festivalen op igen, men uden elefant-polo, -fodbold og -væddeløb.
”Det er ekstremt nedslående, at Nepal nu tager et skridt tilbage ved at genoptage denne form for dyremishandling og kalde det underholdning. Det er grusomt at lade vilde dyr gennemgå barsk træning og udnytte dem til konkurrencesport,” siger Stephanie Kruuse Klausen, kampagneansvarlig og ekspert i vilde dyr i World Animal Protection Danmark.
Elefant-polokamp i 2017.
Elefanterne lider hele livet
Elefanter, der bliver brugt til polo, elefantridning, shows og andre former for underholdning lider hele livet. Ungerne tages fra deres mødre i en meget ung alder, de trænes med hårde metoder og holdes konstant i lænker eller i små indelukker.
”Ikke nok med at elefanterne får dårlig ernæring og utilstrækkelig dyrlægebehandling – de bliver typisk også udsat for daglig afstraffelse. Når de ikke optræder, er de frarøvet alt, hvad der er naturligt og vigtigt for dem såsom muligheden for frit at bevæge sig omkring og socialisere med deres artsfæller,” siger Stephanie Kruuse Klausen.
Elefanterne i polokampene styres af en mahout, der hakker dem i den følsomme hud bag øret med en jernkrog.
Regeringens elefanter skal nu også udnyttes
Det forventes, at der vil blive brugt 80 elefanter på Chitwan-festivalen, hvoraf en del er ejet af regeringen, mens resten er privatejede.
Det er noget nyt, at regeringens elefanter bliver en del af festivalen. Disse elefanter bliver primært brugt til at patruljere i nationalparker for at sikre bevarelsen af vilde dyrs leveområder. Derimod bliver de privatejede elefanter typisk brugt til turistaktiviteter som elefantridning.
I det åbne brev beder vi de nepalesiske myndigheder om at:
- forhindre regeringsejede elefanter i at deltage i festivalen
- opfordre til, at elefant-polo, -fodbold og andre typer optrædener med elefanter bliver bandlyst fra festivalen
- udvikle og håndhæve politikker og bestemmelser, der sætter en stopper for eller udfaser brugen af elefanter til underholdning i Nepal.
Nepal er ikke det eneste land, der udnytter elefanter til underholdning. I Thailand lider omkring 3.000 elefanter i turistindustrien. Hjælp os med at stoppe det!