En vild ferieoplevelse med god samvittighed
Nyheder
Oplev bjerggorillaer i Rwanda, orangutanger i uberørt natur på Sumatra eller elefanter i Thailands jungle – uden at gå på kompromis med dyrenes velfærd.
Topfoto: Gorilla i Gunung Leuser Orangutan Heritage Area
På mange eksotiske feriedestinationer bliver man mødt med tilbud om at få taget selfies med vilde dyr, se dem optræde eller ride på dem. Men den form for turistunderholdning er baseret på dyremishandling.
Til gengæld kan man med god samvittighed lade ferien gå til et Wildlife Heritage Area, hvis man vil opleve vilde dyr på dyrenes egne præmisser. Der er tale om særligt udnævnte naturområder, som lokalbefolkningen er med til at beskytte.
Vi står bag Wildlife Heritage Areas sammen med World Cetacean Alliance.
I tre af de senest udnævnte områder finder man de fascinerende menneskeaber orangutanger og gorillaer samt verdens største landlevende pattedyr: Elefanter.
Læs også: Tips til den dyrevenlige turist
Gunung Leuser Orangutan Heritage Area
I dette uberørte naturområde på Sumatra kan man opleve de kritisk truede sumatra-orangutanger og sumatratigre. Stedet er også hjem for alt fra malajbjørne til gibbon- og dovenaber.
Det indfødte Karo-folk er afhængigt af lokale, bæredygtige ressourcer for at tjene til dagen og vejen, herunder guidede vandreture i skoven.
Vidste du det? Sumatra-orangutangen deler 97 % af dens DNA med mennesker.
Læs mere om Gunung Leuser Orangutan Heritage Area >>
Volcanoes National Park Gorilla Heritage Area
Denne vigtige nationalpark er et af kun to steder i verden, hvor den kritisk truede bjerggorilla lever.
Området er også hjem for andre spændende arter som skovelefanter, bøfler og gyldne marekatte.
En målrettet indsats for at stoppe krybskytteri, beskyttelse af gorillaernes skov samt ansvarlig turisme har de seneste år været med til at sikre, at bestanden af bjerggorillaer er stabiliseret og endda vokset.
Vidste du det? Bjerggorillaen er en af verdens mest sjældne arter af menneskeaber med kun lidt over 1.000 individer i naturen.
Læs mere om Volcanoes National Park Gorilla Heritage Area >>
LIFE Elephant Heritage Area
I den frodige regnskov tæt på grænsen mellem Thailand og Myanmar har en af Karen-bjergstammens landsbyer gjort det til sin mission af beskytte elefanterne.
For at overleve var landsbyboerne tidligere tvunget til at sælge deres elefanter til turistindustrien. Men nu er de tilfangetagne elefanter blevet returneret og vandrer frit omkring i skoven.
I dag lever lokalsamfundet af besøgende, der ønsker at se de grå giganter.
Vidste du det? Elefantsnabler består af omkring 40.000 muskler og kan udføre finmotoriske bevægelser ligesom fingre.
Læs mere om LIFE Elephant Heritage Area >>
Ansvarlige dyredestinationer på seks kontinenter
Indtil videre er der udpeget 15 Wildlife Heritage Areas:
- Algoa Bay Whale Heritage Area, Sydafrika
- Amazon Night Monkey Heritage Area, Peru/Colombia
- Amazon Uakari Heritage Area, Brasilien
- Apennines Marsican Bear Heritage Area, Italien
- Dana Point Whale Heritage Area, USA
- Golfo Dulce Whale Heritage Area, Costa Rica
- Gunung Leuser Orangutan Heritage Area, Indonesien
- Hervey Bay Whale Heritage Area, Australien
- LIFE Elephant Heritage Area, Thailand
- Madeira Whale Heritage Area, Portugal
- Plettenberg Bay Whale Heritage Area, Sydafrika
- Santa Barbara Channel Whale Heritage Area, USA
- The Bluff Whale Heritage Area, Sydafrika
- Volcanoes National Park Gorilla Heritage Area, Rwanda
- Whitsundays Whale Heritage Area, Australien
Find flere dyrevenlige ferieoplevelser: