Bjørne hører til i naturen - ikke i fangenskab

Endnu et kinesisk medicinalfirma vil stoppe udnyttelsen af vilde dyr

Nyheder

Tigerknogler, bjørnegalde og skæl fra skældyr er blot nogle af de ingredienser fra vilde dyr, der bruges i traditionel asiatisk medicin. Vi har overbevist flere førende firmaer om at droppe denne praksis.

Zhejiang Wuchan Zhongda Pharmaceutical Co. Ltd. (ZWZP) er et førende kinesisk medicinalfirma og den seneste af 14 store virksomheder i Kina, der har forpligtet sig til at stoppe med at bruge ingredienser fra vilde dyr i deres produkter. I stedet vil de anvende plantebaserede alternativer. 

Siden 2019 har vi været i dialog med medicinal- og helseindustrien i Kina for at ændre holdningen til brugen af vilde dyr til medicin. Som en del af dette arbejde har vi også overbevist over 1.200 læger med speciale i traditionel medicin til at stoppe med at udskrive produkter med ingredienser fra vilde dyr.

Indsatsen kan gøre en forskel for tusindvis af vilde dyr, som udnyttes og dræbes, fordi deres kropsdele menes at have forskellige helbredende egenskaber.

Sådan mishandles vilde dyr, før de bliver til medicin:

Tigre

Tiger på kinesisk tigerfarm

Kinesisk tigerfarm.

Produktionen af traditionel asiatisk medicin har en stor del af ansvaret for, at der i dag lever flere tigre i fangenskab end i naturen. I 2017 lokaliserede den internationale NGO Environmental Investigation Agency (EIA) over 200 tigerfarme i Kina, Laos, Thailand og Vietnam. Til sammen husede disse farme 7.000-8.000 tigre, mens der er under 4.000 tigre tilbage i naturen. 

De store rovdyr, som i naturen lever alene på territorier på op til 80-100 km2, holdes på farmene indespærret i små bure eller betongrave, der ofte ikke er større end 4x7 meter. De avles kun for senere at blive dræbt, så deres skeletter og kropsdele kan bruges til at behandle gigt og andre onder.

Bjørne

Bjørn i bur

Vietnamesisk bjørnefarm. Bjørnen på billedet er nu reddet og lever i et reservat.

Også kravebjørne lider på farme. Omkring 23.000 bjørne holdes i dag på bjørnefarme – størstedelen i Kina, men også i andre asiatiske lande. Galden bruges til at behandle alt fra leversygdomme til influenza og endda kræft.

Læs også: Historisk sejr: Slut med bjørnegalde i Sydkorea

Bjørnene lider hele livet i mikroskopiske bure. De får jævnligt tappet deres galde, hvilket er meget smertefuldt for dem. Der går ofte betændelse i de sår i bjørnenes maver, som galden bliver tappet igennem, og mange bjørne får svulster, indvortes sår eller galdesten.

Skældyr

Skældyr – som mistænkes for at have spredt COVID-19 til mennesker – er en af de meste jagtede af alle truede dyrearter.

Et skældyr beslaglagt fra illegal handel.

Skældyr opdrættes ikke i fangenskab, men indfanges af krybskytter. Det er ulovligt at handle med denne udryddelsestruede insektæder, men alligevel er skældyr verdens mest illegalt handlede pattedyr. Dyrenes skæl menes at kunne helbrede alt fra manglende mælkeproduktion til gigt – men faktisk er de lavet af keratin ligesom negle.

Ofte bruger man snarefælder til at fange skældyrene, hvilket kan give dem store sår. Dyrene bliver rullet ind i nylon-net under transporten, så de ikke kan bevæge sig. Sådan kan de ligge i nogle gange over en uge uden adgang til hverken mad eller vand og smurt ind i deres egen urin og afføring.

Kan inspirere andre

Tigre, bjørne og skældyr er blot nogle få eksempler på de mange arter af vilde dyr, der bruges i traditionel medicin. Men med ZWZP’s udmelding er vi nået endnu et lille skridt i den rigtige retning.
Virksomheden vil ikke blot stoppe med at fremstille og sælge produkter med ingredienser fra vilde dyr, men også uddanne og oplyse deres mange ansatte og kunder om fordelene ved at bruge plantebaserede alternativer.

ZWZP er et datterselskab af den statsejede Wuchan Zhongda Group, som har været blandt verdens 500 største virksomheder siden 2011. Når en stor spiller som denne går i en mere dyrevenlig retning, vil det forhåbentlig inspirere andre medicinalvirksomheder til gå væk fra udnyttelsen af vilde dyr.

Hjælp os med at stoppe udnyttelsen af bjørne for deres galdes skyld:

Støt nu

Vil du vide mere