Mundi

Ensom elefant endelig reddet fra rædsels-zoo

Nyheder

I weekenden lykkedes det et redningshold at befri hunelefanten Mundi fra en rædselsfuld zoologisk have i Puerto Rico og fragte hende til et grønt paradis i USA. Her har hun for første gang i tre årtier fået selskab af andre elefanter.

Efter hele 35 år i isolation, har den ensomme elefant Mundi nu endelig fået det, som burde være alle flokdyr forundt: Selskab.

I weekenden lykkedes det med vores støtters massive opbakning at befri Mundi fra rædselsfulde omgivelser i en zoo i Puerto Rico og give hende et nyt liv i et grønt og frodigt reservat i USA.

Se den skønne video af Mundi i reservatet:

I World Animal Protection gik vi sammen med organisationen Elephant Aid International og de lokale myndigheder om en fælles redningsaktion, som skulle få Mundi sikkert ud af den zoologiske have og fløjet til reservatet Elephant Refuge North America (ERNA) i Georgia, USA.

Den 41 år gamle hunelefant klarede turen med bravur og har indtil videre taget godt imod sit nye hjem, som hun udforsker med nysgerrighed og ro.

Mundi har allerede hilst på den ene af sine to nye bofæller, elefanterne Bo og Tarra, og kan nu for første gang i sit voksenliv få opfyldt sit naturlige behov for at være en del af en flok.

Mundi snor snabel med den ene af sine to nye bofæller for første gang

Mundi hilser på den ene af sine to nye bofæller for første gang.

Nu venter der det nye trekløver et skønt liv i naturlige omgivelser i det fredelige reservat, som råder over 343 hektarer med frodige enge, skov og en svalende sø.

Klik og se live-webcam med Mundi i hendes nye skønne hjem

Brutalt taget fra naturen

Forud for redningsaktionen har Mundi haft et langt liv fyldt med lidelse og uden mulighed for at få opfyldt sine naturlige behov.

Mundi blev født i naturen i Zimbabwe. Da hun kun var to år gammel, blev alle voksne elefanter i hendes flok dræbt, og Mundi indfanget.

De næste fire år var den lille, forældreløse unge kastebold mellem forskellige zoos og cirkusser. Da hun i 1988 kom til en zoo i Puerto Rico, var hun blind på det ene øje og havde fået knækket en stødtand, efter at en anden elefant angreb hende. I denne zoo har hun de sidste 35 år været holdt isoleret fra artsfæller og levet under ekstremt elendige forhold med for gammel mad og manglende adgang til dyrlægehjælp. Zoo’en er lige nu under tvangsnedlukning på grund af de grelle forhold.

Tusind tak til de mange støtter, som var med til at gøre redningsaktionen mulig.

En af Mundis nye samboere nyder et dejligt søbad

En af Mundis nye samboere nyder et dejligt søbad.

Vil du vide mere