Jaguar-øjne - fra dokumentaren Jaguar Spirit af Emi Kondo.

Fængselsindsatte tjener penge på at lave hatte af jaguarer

Nyheder

Hemmelige videooptagelser afslører, at indsatte i et boliviansk fængsel fremstiller hatte, bælter og andre varer af pels og skind fra truede vilde dyr.

Vi er i World Animal Protection kommet i besiddelse af eksklusive videooptagelser, som afslører, at indsatte i Mocovi Fængsel i Trinidad, Bolivia, begår ulovligheder fra deres celler. De fremstiller og sælger modeprodukter med bl.a. pels fra udryddelsestruede jaguarer.

Disse lovovertrædelser, som foregår for næsen af fængselsvagterne, underminerer Bolivias indsats for at beskyttede truede dyrearter.

Lokale jægere og markedshandlende transporterer pels fra jaguarer og skind fra slanger, kaimaner og navlesvin til fængslet, hvor de indsatte bruger det til at fremstille tegnebøger, hatte, bælter og håndtasker. Fangerne ser arbejdet som ”en mulighed for at tjene penge til de daglige livsfornødenheder,” som en af de indsatte udtaler i videooptagelserne.

Modevarer lavet af jaguarpels sælges på boliviansk marked. Fra dokumentaren Jaguar Spirit af Emi Kondo.

Hatte, punge og andre varer med jaguarpels, som de indsatte har fremstillet, videresælges på lokalt marked.

En enkelt indsat kan fremstille op til to dusin varer i løbet af tre-fire dage. De indsatte sælger de færdige produkter tilbage til de handlende, som transporterer dem ud af fængslet og videresælger dem på lokale markeder – primært til udenlandske købere.

Vi har modtaget videooptagelserne fra en anonym kilde. De er grundigt gennemtjekket for at sikre, at der er tale om autentisk materiale. Optagelserne underbygger forskellige opslag på sociale medier samt et indslag på lokal-tv, hvor fængselsdirektøren aktivt promoverer de indsattes arbejde og de ulovlige varer.

Sælges videre til udlandet

Størstedelen af bestillingerne på de ulovlige produkter stammer fra udenlandske købere. De handlende sælger jaguartænder og -skind samt kaiman-læderprodukter til kinesiske købere, som benytter sig af lokale mellemmænd til at hjælpe med at bestille, købe og sende varerne ud af landet.

Bolivia er klassificeret som et transitland. Det fungerer både som en stor kilde til illegal handel med vilde dyr og en bro for handlen mellem Brasilien og Peru. Der bliver dog smuglet produkter fra vilde dyr over alle landets grænser, også til Argentina, Chile og Paraguay. 

Skovene i departementet Beni, hvor Mocovi Fængsel ligger, er et af de foretrukne områder for krybskytter, der jagter jaguarer. Og jaguarer udgør da også hovedparten af de ulovlige kropsdele fra vilde dyr, som bliver leveret til fængslet.

Ifølge boliviansk lovgivning kan man straffes med op til seks års fængsel, hvis man bliver dømt for at være involveret i illegal handel med vilde dyr. Det vides ikke, om nogle af de indsatte, som er involveret i at produceret de ulovlige varer i Mocovi Fængsel, afsoner straffe for krybskytteri.

Jaguar i Senda Verde Reservat. Foto: Emi Kondo

Jaguar i Senda Verde Reservat i Bolivia. Foto: Emi Kondo

Opfordring til myndighederne: Håndhæv loven

”Truede dyr som jaguarer har ingen chance for at overleve, hvis de love, der skal beskytte dem, bliver ignorerer eller ikke håndhævet – selv inden for fængselssystemet. Det ulovlige arbejde i Mocovi Fængsel nærer den voksende efterspørgsel på varer lavet af vilde dyr, hvilket fører til øget krybskytteri og illegal handel med vilde dyr i hele Latinamerika.” siger Roberto Vieto, global dyrevelfærdsrådgiver i World Animal Protection.

Neil D’Cruze, biolog og leder af World Animal Protections globale arbejde for dyrevelfærd og forskning, tilføjer: 

“Videooptagelserne viser med al tydelighed, at der mangler politisk vilje i Bolivia til at gøre noget ved problemet. Det bør der handles på hurtigst muligt, hvis jaguaren skal beskyttes. Men vi skal også have sat en stopper for efterspørgslen fra forbrugerne i de lande, der udnytter disse truede vilde dyr. Derfor skal loven og oplysningskampagner gå hånd i hånd.”

Hat lavet af jaguarhoved

Hatte lavet af skind og kropsdele fra jaguarer og andre truede dyr.

Vi har kontaktet Bolivias miljøministerium og gjort dem opmærksomme på videobeviserne. Samtidigt har vi på det kraftigste opfordret centralregeringen til at håndhæve de love, der beskytter vilde dyr og særligt jaguarer.

De fældende videooptagelser er også blevet en del af en film ved navn Jaguar Spirit, som vi har lavet i samarbejde med National Geographic.

Se Jaguar Spirit:

Vil du vide mere