Forbud mod tyrefægtning omstødt
Nyheder
Det er et skridt tilbage for dyrevelfærden i Spanien, at landets forfatningsdomstol den 20. oktober har erklæret Cataloniens forbud mod tyrefægtning for ugyldigt.
Domstolen begrundede beslutningen med, at autonome regioner som Catalonien ikke kan forbyde tyrefægtning, da den brutale underholdningsform i 2013 blev ophøjet til spansk kulturarv.
Cataloniens forbud mod tyrefægtning blev stemt igennem i 2010 og trådte i kraft i 2012. Det kom i stand blandt andet efter pres fra catalonske borgere, os (dengang WSPA) og andre dyrebeskyttelsesorganisationer.
Tradition er ikke en undskyldning for dyremishandling
Hvert år bliver op mod 60.000 tyre og andre dyr mishandlet og dræbt i tyrefægtningsarenaer og under festivaler i Spanien.
”Tyrefægtning er ikke underholdning, men et tragisk skue over et lidende dyrs chanceløse dødskamp. Kultur og tradition kan ikke bruges som undskyldning for at mishandle dyr. Vi fordømmer den lov, der ophøjer tyrefægtning til spansk kulturarv, og det er beklageligt, at domstolen nu har brugt denne lov til at underkende Cataloniens forbud,” siger Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection Danmark.
Forbud mod festivaler, hvor tyre og andre dyr bliver pint
Sammen med dyrebeskyttelsesorganisationerne CAS International og La Tortura No Es Cultura er vi i dialog med de spanske myndigheder om at få forbudt de festivaler, hvor tyre og andre dyr bliver mishandlet. I løbet af året er flere festivaler blevet forbudt af de lokale myndigheder.
Blandt andet har Valencia og flere andre spanske byer forbudt ”ildtyre-festivalerne”, hvor der sættes ild i levende tyre, og den traditionelle ”andejagts-festival” i byen Roses er også blevet forbudt.
Senest er der kommet et forbud mod festivalen Toro de la Vega i byen Tordesillas, hvor tyre tidligere blev jagtet og spiddet af ryttere med lanser.
Stor modstand mod tyrefægtning i Spanien
Efter sejrene med at få stoppet en række af de brutale festivaler er forfatningsdomstolens afgørelse et stort tilbageskridt i kampen for at få stoppet mishandlingen af tyre i traditionens navn.
Domstolens kendelse sker desuden på et tidspunkt, hvor opbakningen til tyrefægtningen er stærkt faldende blandt spanierne selv. 73 % vil have den spanske regering til helt at droppe den økonomiske støtte til at promovere tyrefægtning som en del af spansk kultur. Og 67 % af spanierne skammer sig over, at tyrefægtning stadig finder sted i Spanien. Det viser vores undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Ipsos Mori blandt spaniere mellem 16-65 år.
Reaktion på tilhørerpladserne i det catalonske parlament, da resultatet af afstemningsresultatet, et forbud, annonceres, juli 2010.