Stephanie Kruuse Klausen talte om vigtigheden af, at modebranchen ikke udnytter vilde dyr.

Fremtiden for dyrevenlig mode

Nyheder

I den fortsatte kamp for en mere dyrevenlig mode var vores velbesøgte event under Copenhagen Fashion Week i uge 32 endnu et vigtigt skridt på vejen.

Topfoto: Stephanie Kruuse Klausen talte om vigtigheden af, at modebranchen ikke udnytter vilde dyr.

Dyrevenlig og dyreetisk mode var på dagsordenen, da vi i forbindelse med den københavnske modeuge var værter for en event med overskriften: Create Change for Animals – Skab forandringer for dyr.

Med biolog og naturformidler Alexander Holm, kendt fra podcasten ‘Den Dyriske Time’, som guide, blev der talt og debatteret om forholdet mellem modebranchen, dyrevelfærd og bæredygtighed.

Her øste modeskaberne Julie og Marie Skall, CSR-rådgiver Tanja Gotthardsen, lektor i design og bæredygtighed Else Skjold samt Sofie Piil Grau, kandidatstuderende fra Danmarks Designskole, af deres ekspertise og indsigt.

Der var godt gang i debatten på vores event om dyrevenlig mode.

Der var godt gang i debatten på vores event om dyrevenlig mode.

Vilde dyr skal ikke udnyttes som modetilbehør

“Vores grundholdning i World Animal Protection er, at man ikke er ægte bæredygtig, hvis dyrevelfærden ikke er i orden,” siger Stephanie Kruuse Klausen.

Som ekspert i vilde dyr i World Animal Protection Danmark talte hun selv på eventen om vigtigheden af, at modebranchen respekterer vilde dyr som levende, sansende individer og ikke udnytter dem som tilbehør i skiftende trends.

“De medvirkendes opbakning og deltagelse i vores event var virkeligt opmuntrende og samtidig meget lærerig. Vi er super taknemmelige for, at de bidrager aktivt og positivt til at rykke modebranchen, siger Stephanie Kruuse Klausen og fortsætter:

“Vores arbejde og vores dialog med CPH Fashion Week har jo heldigvis medvirket til, at vi nu er kommet dertil, hvor pels nu er bandlyst fra catwalken i København.”

De fremmødte fulgte interesseret med i oplæggene på vores event under Copenhagen Fashion Week

De fremmødte fulgte interesseret med i oplæggene.

Eksotiske skind og fjer skal også forbydes

Vi er dog fortsat i dialog med arrangørerne af modeugen, for der er stadig mørke pletter på landkortet:

“2023 blev det første år uden pels for CPH Fashion Week. Men de mangler de sidste skridt inden for dyrevelfærd, når det gælder brugen af vilde dyr, nemlig eksotisk skind og fjer,” siger Stephanie Kruuse Klausen. Her er bl.a. tale om skind fra slanger, krokodiller og alligatorer samt fjer fra strudse og andre vilde fugle.

“Vores budskab til modeugen er klart: Det er på tide at indføre et totalforbud mod brugen af vilde dyrs skind og fjer – uden forbehold. Modeugen må tage de sidste nødvendige skridt for dyrs velfærd og indføre politikker og standarder, der forhindrer udnyttelsen af vilde dyr.”

”Det er en samtale, som jeg har tænkt mig at føre til ende, for modeugens signaler spiller en afgørende rolle for branchens valg. Og rent faktisk tror jeg, at næste gang den internationale modebranche samles i København til modeuge, så er der en god chance for, at eksotisk skind og fjer også er bandlyst på catwalken på samme måde, som pels er i dag,” slutter Stephanie Kruuse Klausen.

Læs også: 1,5 mio. Protester mod pelsavl overrakt til EU-Kommissionen

Vil du vide mere