Groteske afsløringer fra danske svinestalde
Nyheder
Der er alarmerende mange syge og tilskadekomne grise i de danske stalde – og ofte bliver de hverken behandlet eller aflivet, selvom de lider. Det afslører TV 2.
Topfoto: Gris med rektalprolaps. Fra Fødevarestyrelsens tilsynsrapporter via TV 2.
Grise med brækkede ben. Grise med udskudte endetarme. Grise med brok, klovbylder, smertende sår og blodforgiftning.
Det er bare nogle af de mange eksempler på grisenes lidelser, som går igen i rapporterne fra Fødevarestyrelsens kontrolbesøg i de danske svinebesætninger.
TV 2 har fået aktindsigt i 515 kontrolrapporter fra konventionelle grisebesætninger. I dokumentaren ’Hvem passer på grisene’ fremlægger TV 2 de chokerende forhold, de har afdækket gennem rapporterne.
”Det er fortvivlende at se de barske billeder af grise med brækkede ben, afbidte haler, blodige skader og ubehandlede infektioner. Det er dyremishandling og helt uacceptabelt, at grise med så alvorlige skader er blevet ignoreret eller overset af dem, som har deres daglige gang i grisestaldene,” siger Pernille Fraas Johnsen, seniorrådgiver og ekspert i landbrugsdyr i World Animal Protection Danmark.
Bl.a. fremgår det af rapporterne, at i hver tredje af de kontrollerede stalde har landmændene fået sanktioner for ikke at overholde dyrevelfærdsloven. Og der er ikke tale om et nyligt opstået problem.
”De veterinære myndigheder finder hvert år alvorlige overtrædelser af dyrevelfærdslovgivningen i en tredjedel af de kontrollerede grisebesætninger. Sådan har det været i årevis, og nu sætter TV 2 billeder på statistikken,” konstaterer Pernille Fraas Johnsen.
Gris med skuldersår. Foto: Fødevarestyrelsens tilsynsrapporter via TV 2.
Skræmmende videoer af syge grise
De videoer og billeder fra kontrolbesøg, som TV 2 har fået adgang til, er ikke for sarte sjæle. Her ses bl.a. en gris med en enorm brok-udposning på maven. En gris med en så voldsom blodansamling i øret – et såkaldt blodøre – at Fødevarestyrelsen fik den aflivet med det samme. Og en gris med rektalpropalps, hvor endetarmen hang ud bag på grisen.
I en af videoerne sparker landmanden til en tilskadekommen gris for at få den til at bevæge sig. Grisen skriger og rejser sig besværet, mens den trækker bagbenene efter sig. Den er én ud af et stort antal grise med lam bagpart eller brækkede ben. I hele 45 % af de 515 rapporter er der noteret halte grise.
I omkring en tredjedel af rapporterne er der noteret problemer med halebid, og i en sjettedel er der konstateret pladsmangel.
98 % af alle grise i Danmark lever i konventionelle stordriftsstalde, og Pernille Fraas Johnsen mener, at en del af problemet kan findes heri:
”Den intensive måde vi holder grise på, hvor de er stuvet sammen på alt for lidt plads på spaltegulve uden halm eller anden form for berigelse, øger bl.a. risikoen for halebid,” fastslår hun.
I denne sti har Fødevarestyrelsens kontrollant IKKE vurderet, at der var for mange grise. Foto: Fødevarestyrelsens tilsynsrapporter via TV 2.
Bliver blind for syge grise
I 40 % af de 515 rapporter er noteret, at en eller flere grise var så syge, at de blev aflivet under kontrolbesøget. Disse grise burde allerede have været aflivet inden besøget, men i halvdelen af rapporterne fremgår det, at dyrene ikke har fået den rette behandling – eller slet ingen behandling.
”Det kan ikke undgås, at der opstår skader i besætninger med mange grise på begrænset plads. Men vi må i det mindste forlange, at der bliver hånd om de syge og tilskadekomne dyr, så de ikke udsættes for unødig lidelse,” siger Pernille Fraas Johnsen og fortsætter:
”Dyrevelfærdsloven gælder for det enkelte dyr, også i grisebesætninger med mange grise. Det er derfor ekstra bekymrende, hvis der opstår såkaldt 'staldblindhed', hvor landmanden, der passer grisene, vænner sig til at kigge på de syge grise og ender med at accepterer ting, som ikke burde accepteres. Det er måske en forklaring, men på ingen måde en undskyldning!”
Hun afslutter: ”Det er helt afgørende, at vi kan regne med, at de personer, der passer grise, rent faktisk også passer på grisene.”
Dokumentaren 'Hvem passer på grisene?' kan ses TV 2 og TV 2 PLAY fra den 12. december 2024.
Kæmp for en ny retning for landbruget
Stop landmisbruget
Hjælp os med at overbevise politikerne om, at dyrene i landbruget skal have god plads i stalden, adgang til det fri og mulighed for at udfolde deres naturlige adfærd.
Skriv under