Jaguar in a sanctuary in Costa Rica

Jaguarer bliver dræbt for at blive brugt i traditionel medicin

Nyheder

Chokerende afsløring: Vores nye rapport dokumenterer, at kropsdele fra jaguarer bliver solgt illegalt fra det sydamerikanske land Surinam. Vi opfordrer på det kraftigste regeringen til at beskytte de vilde dyr.

Advarsel: Videoen indeholder stærke billeder.  

Det er ulovligt at jagte og sælge jaguarer i Surinam. Alligevel dræber krybskytter de store kattedyr og eksporterer deres kropsdele til Kina, hvor de bliver brugt i traditionel asiatisk medicin.

Jaguarerne bliver dræbt under store smerter

Under jagten forfølger krybskytterne jaguarerne og skyder dem igen og igen, så dyrene bløder fra adskillige skudsår. Når de til sidst er så hårdt sårede, at de ikke længere kan flygte, får de det sidste, dræbende skud.

I et tilfælde blev det rapporteret, at en jaguar var blevet skudt syv gange, før den døde. Den led uden tvivl en langtrukken og smertefuld død.

Nicholas Bruschi, der er rådgiver for vores efterforskningsarbejde, siger: 

”Efterforskningen har afsløret en chokerende undergrundshandel, der udnytter et af Sydamerikas mest ikoniske dyr. Den måde, jaguarerne bliver dræbt på, er ren og skær dyremishandling. Det er barbarisk, og der er ingen beviser for, at jaguar-kropsdele har nogen som helst medicinsk virkning.”

’Jaguar-pasta’ kan indbringe store summer

Når en jaguar er blevet dræbt, bliver dens krop kogt i op til en uge, indtil den bliver til en form for klister eller melasse-agtig dej. Dette jaguar-klister bliver solgt i små beholdere på det sorte marked.

Indenfor traditionel, asiatisk medicin mener man, at jaguar-klister kan behandle smerter forårsaget af leddegigt, give større seksuel vitalitet, og at det generelt er godt for helbredet.

Med vores efterforskning og rapport er det første gang, at den illegale handel med jaguarerne er blevet dokumenteret.

jaguar_hanging_2

Jaguar dræbt af krybskytter. Billedet er taget af vores efterforskningsteam.

Vi vil samarbejde med myndighederne for at stoppe krybskytteri

Indtil nu har den illegale jagt på jaguarer til brug i traditionel asiatisk medicin foregået relativt ubemærket. For at tackle problemet vil vi samarbejde med Surinams politimyndigheder og en række specialiserede NGO’er. Vi vil dele vores efterretninger og sammen arbejde på at forhindre krybskytteri.

Samtidig skaber vi mere bevågenhed om problemet i håb om, at det vil få Surinams regering til at afsætte ekstra ressourcer til at håndhæve loven.

Der findes syntetiske alternativer til jaguar-pasta og andre kropsdele fra vilde dyr, der indgår i traditionel asiatisk medicin. Vi arbejder over hele Asien for at oplyse indbyggerne om de lidelser, dyrene udsættes for, for at få dem til at købe de syntetiske alternativer i stedet.

Andre trusler mod jaguarer

Desværre er traditionel asiatisk medicin ikke den eneste trussel mod jaguarerne.

Der er kun omkring 173.000 jaguarer tilbage i naturen. Antallet er faldet med 20-25 % gennem de seneste 21 år, og jaguaren er i dag klassificeret som ’tæt på udrydningstruet’.

Minedrift og skovhugst er skyld i, at store dele af regnskoven bliver fældet. Dermed mister jaguarerne deres levesteder. Det gør dem til lettere ofre for krybskytter.

Samtidig søger jaguarerne tættere på menneskelig beboelse og dræber flere husdyr. Det får bønderne til at jagte dem for at beskytte deres dyr.

Der er også en del jaguarunger, der bliver fanget og solgt som kæledyr – ofte til velhavende forretningsmænd, der ser dem som statussymboler. 

”Det er ekstremt trist, at disse fantastiske kattedyr blive behandlet på den måde. Jaguarunger ser nuttede ud, men de er vilde dyr og hører til i naturen – ikke i den illegale handel med eksotiske kæledyr,” slutter Nicholas Bruschi.

Læs jaguar-rapporten

Vil du vide mere