Diende pattegrise

Lad 2021 blive et godt år for landbrugsdyr

Nyheder

Dyr er levende og sansende væsner. Sådan lyder det i den nye dyrevelfærdslov, der officielt trådte i kraft, da rådhusklokkerne ringede nytåret ind. Loven blev vedtaget af et enigt Folketing i februar sidste år.

Debatindlæg af Esben Sloth, Kampagnechef i World Animal Protection Danmark

Den nye dyrevelfærdslov ”har til formål at fremme god dyrevelfærd, herunder beskytte dyr, og fremme respekt for dyr som levende og sansende væsener. Loven har endvidere til formål at varetage dyreetiske hensyn.” 

Dyreværnsloven, som den erstatter, havde ikke nogen formålsparagraf, men konstaterede blot, at ”Dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varige mén og væsentlig ulempe.” 

Nu er det ved lov vedtaget, at dyr skal leve under forhold, hvor de i videst muligt omfang kan udfolde deres naturlige adfærd og ikke blot beskyttes mod smerte og lidelse. 

Det bør få store konsekvenser for den måde, vi behandler dyr på. 

Derfor forventer jeg, at vi om få år har et landbrug i Danmark, hvor vi ikke længere lader søer ligge fastspændt i op til 20 % af deres levetid. Et landbrug, hvor søer får opfyldt deres naturlige behov for at bygge rede i forbindelse med faring. Og et landbrug, hvor nyfødte kalve ikke tages fra deres mor inden for det første døgn, de er i live.

piglet

Alt dette var såmænd lovligt under den gamle dyreværnslov, der ikke krævede, at dyr skulle kunne udfolde deres naturlige adfærd. 

For eksempel er Landbrug & Fødevarers argument for, at søer bør fikseres, at de ellers vil lægge sig på deres pattegrise, så de dermed mases ihjel.

Men den argumentation tager de udgangspunkt i, at søerne allerede er frarøvet deres naturlige behov for at bygge rede og ’hygge’ sig med de små pattegrise, og at det er ok, at de tvinges til at leve på så lidt plads, at de ligger deres nyfødte unger ihjel. 

piglet

Løsningen på det problem bør nødvendigvis være, at de får mere plads, så de kan leve naturligt liv, og ikke at man spænder dem fast, så de ikke kan bevæge sig i fire uger i træk.

Det er så det, et enigt Folketing har ændret med den nye lov, og det er derfor, vi bør være håbefulde på dyrenes vegne. 

For de forhold, der er i nogle dele af det industrielle landbrug, er ikke foreneligt med den nye lovgivning. Vi bør derfor kunne forvente, at vi hurtigt kommer til at se tiltag fra regeringen, der skal få praksis i landbruget til at være i overensstemmelse med lovgivningen. 

Vi så allerede det første store fremskridt i november sidste år. Her meddelte fødevareminister Rasmus Prehn, at han vil arbejde for en udfasning af produktion af buræg. Det næste Rasmus Prehn bør arbejde for er et forbud mod fiksering af søer. 

piglet

Der er stor folkelig opbakning til et sådan forbud. Over 1,6 millioner europæere har skrevet under på borgerinitiativet ’Ud af buret’, hvilket forpligter EU til at behandle sagen. Det kommer til at ske i år. Hidtil har den danske regering afvist at arbejde for dette forbud, men med den nye lovgivning bør regeringen være forpligtet til det.

2021 byder på papiret på væsentligt bedre forhold for landbrugsdyrene. Lad os nu sikre, at regeringen følger trop med initiativer, der lever op til denne lovgivning.

Vil du vide mere