Lænkede danseaber reddet fra brutal træningslejr
Nyheder
De mishandlede aber i Indonesien er nu endelig blevet befriet. Aberne, som er taget fra naturen, blev med barske metoder trænet til at optræde i gaderne.
Alle fotos: Jakarta Animal Aid Network
I World Animal Protection har vi rejst penge, så vi kunne komme dyrene fra den sidste træningslejr for danseaber på øen Java i Indonesien til undsætning.
Med støtte fra os har vores lokale samarbejdspartner, Jakarta Animal Aid Network (JAAN), med stort held reddet de mishandlede makakaber ud af deres bure og lænker. De fleste er allerede blevet befriet, og de sidste bliver reddet i denne uge.
Den første reddede danseabe overdrages til JAAN. Foto: Jakarta Animal Aid Network
Trænet med straf og smerte
"I træningslejrene har aberne været tvunget til en forfærdelig tilværelse i lænker og små beskidte bure. Hver dag er de blevet tvunget til at stå på stylter, danse, køre på cykel og lave andre ’underholdende’ kunster. Sådan har deres liv set ud fra morgen til aften i Jakartas stressende storbytrafik,” forklarer Stephanie Kruuse Klausen, ekspert i vilde dyr i World Animal Protection Danmark.
Makakaberne er taget fra naturen i en meget ung alder – helt ned til otte måneder – og har derefter gennemgået månedsvis med fysisk og psykisk mishandling for at nedbryde dem og gøre dem til lydige underholdningsdyr.
Blandt andet lærer aberne at stå på bagben ved, at deres hænder bindes på ryggen, mens de samtidig får en lænke om halsen. På den måde er de nødt til at stå på bagbenene for ikke at blive kvalt.
Jono, den første af de reddede danseaber, får klippet sin lænke af. Foto: Jakarta Animal Aid Network
Et nyt liv for både aber og ejere
“Med lukningen af den sidste træningslejr for danseaber, som vi har kendskab til, er abernes lidelser nu slut. Vi kan starte rehabiliteringen, der skal ende med, at dyrene kan få deres liv i den fri natur tilbage”, siger Stephanie Kruuse Klausen.
Samtidig samarbejder JAAN med de indonesiske myndigheder om at hjælpe abernes tidligere ejere med en alternativ levevej, der ikke involverer dyremishandling. Det kan f.eks. være at sælge mad, legetøj eller andet fra deres motorcykler, som de indtil nu har kørt rundt på med aberne.
En af de reddede aber transporteres til JAAN's rehabiliteringscenter. Foto: Jakarta Animal Aid Network
Tilbage til naturen
Redningsaktionen er gennemført takket være de mange dyrevenner, der har doneret penge de seneste måneder. Udover at befri danseaberne skal pengene bl.a. også bruges til dyrlæger, transport, medicin og rehabilitering af de vilde dyr.
Planen er at give aberne deres naturlige liv tilbage og genudsætte dem på en ø, hvor JAAN har fået genudsat andre tidligere danseaber.
”Vi forventer, at aberne inden for en overskuelig fremtid igen kan leve frit og i selskab med artsfæller i den vilde natur – præcis hvor de hører til,” slutter Stephanie Kruuse Klausen.
En af de reddede aber i karantæneområdet på JAAN's rehabiliteringscenter. Foto: Jakarta Animal Aid Network