Mikrochips hjælper os med beskytte bjørne i Vietnam
Nyheder
Vi er kommet et stort skridt tættere på at få stoppet Vietnams brutale bjørnegaldeindustri, hvor bjørne under store smerter får tappet deres galde.
Hanoi-provinsen i Vietnam er et brændpunkt for bjørnegaldefabrikker. Her har vi netop gen-chippet 210 bjørne i fangenskab sammen med Hanois afdeling for naturbeskyttelse.
Det har siden 2005 været ulovligt at tappe galde fra levende bjørne i Vietnam, men det sker stadig i det skjulte. Galden er nemlig en populær ingrediens i traditionel asiatisk medicin. Derfor er det helt afgørende, at myndighederne kan overvåge bjørnene – og her er mikrochippene en stor hjælp.
Ny og forbedret teknologi
I 2005 begyndte vi – sammen med vores lokale partnerorganisation Education for Nature Vietnam (ENV) og Vietnams ministerium for landbrugsudvikling – at mikrochippe mere end 4.300 bjørne, der levede i fangenskab på hundredvis af fabrikker over hele landet. Vi brugte den bedste teknologi, der på det tidspunkt var tilgængelig.
Vi har nu anvendt ny og forbedret teknologi, der vil gøre det lettere at overvåge bjørnene, og det er ikke længere nødvendigt at bedøve bjørnene for at aflæse deres chip.
Så godt som alle bjørne i fangenskab i Hanoi-provinsen er nu mikrochippede. Kun to bjørne kunne ikke blive chippet, fordi de ikke var raske nok til det. Men vi håber på snart at kunne chippe dem også.
Stopper ulovlig tapning og beskytter bjørne i naturen
Mikrochippene gør det ikke bare lettere at overvåge, om der foregår ulovlig tapning på fabrikkerne – de er også med til at forhindre, at nye bjørne tages fra naturen. De bjørne, der har levet i fangenskab siden før 2005, skal være registrerede og mikrochippede. Finder ENV og myndighederne en bjørn uden mikrochip, bliver den konfiskeret og bragt til et redningscenter eller reservat.
Vi vil nu udvide arbejdet med at gen-chippe bjørnene til andre nøgle-provinser i Vietnam, hvor der ligesom i Hanoi er en høj koncentration af galdefabrikker og bjørne i fangenskab.
Dramatisk fald i antallet af bjørne på galdefabrikker
Antallet af bjørne i Vietnams bjørnegaldeindustri er faldet fra 4.300 bjørne i 2005 til 1.300 bjørne i 2015. Det viser tal fra ministeriet for landbrugsudvikling. Samtidig er brugen af bjørnegalde i Vietnam faldet med mere end 60 % siden 2005.
Vores kampagnechef Karanvir Kukreja siger: ”Vi har opnået store fremskridt siden 2005, men kampen er ikke færdig, før hver eneste bjørne er beskyttet, og vi har fået sat en endelig stopper for bjørnegaldeindustrien i Vietnam.”
Denne bjørn er reddet fra bjørnegaldeindustrien og befinder sig her på et redningscenter.