Modeindustrien forlanger stop for pelsavl i EU
Nyheder
Verdens største modebrands bakker op om pelsfri mode og tøjproduktion. En lang række firmaer skriver nu direkte til EU-Kommissionen med krav om helt at forbyde pelsavl.
38 europæiske modefirmaer afleverer i disse dage et brev til EU’s kommissærer, hvor de bakker op om et pelsfrit Europa og forlanger et totalforbud mod pelsavl i hele EU-området samt importforbud mod pels fra resten af verden.
Dermed bakker modeindustrien nu op bag det europæiske borgerinitiativ Fur Free Europe, der på kun ni måneder har samlet mere end 1,7 mio. med kravet om et permanent pelsforbud i EU.
“Vi har lige oplevet den første københavnske modeuge, hvor pels var bandlyst på catwalken, og modebranchens brev til EU er en fantastisk nyhed, der slår fast, at bæredygtighed hænger uløseligt sammen med dyrevelfærd,” siger Stephanie Kruuse Klausen, campaign manager i World Animal Protection Danmark.
Ekstra pres
I februar lykkedes det os og 81 andre organisationer i EU at indsamle 1,7 mio. underskrifter for et pelsfrit EU, og dermed er EU-Kommissionen forpligtet til at tage sagen op.
Modebranchens aktuelle henvendelse kommer som en forlængelse af Fur Free Europe og lægger dermed ekstra pres på EU’s øverste myndighed og de enkelte landes politikere.
“Millioner af mink, ræve og mårhunde lever i små tremmebure og bliver rutinemæssigt dræbt for deres pels hvert eneste år i EU,” skriver modefirmaerne blandt andet til Kommissionen:
“Den form for dyrehold er blevet stærkt kritiseret af videnskabsfolk, dyreorganisationer og mange europæiske borgere i årtier, og gennem dialog med NGO’er og information fra videnskaben har vi i modebranchen indset, at det hverken er bæredygtigt eller etisk forsvarligt at bruge dyr på den måde,” skriver de 38 firmaer, der blandt andet tæller Marco Polo, Hugo Boss, Ellos Group og Skall Studio fra Danmark.
Mange modegiganter har droppet pels
De 38 modebrands estimerer selv, at omkring 70 % af den globale modeindustri aktivt lægger afstand til pelsavl, og henviser i brevet til de internationale modehuse og designere, der har droppet pels under forhandleraftalen Fur Free Retailer Programme.
Her er der bl.a. tale om globale giganter som Gucci, Armani, Prada, Calvin Klein, Ralph Lauren, Chanel, Versace og Tommy Hilfiger. I alt mere end 1.500 topbrands, der tilsammen forsyner det meste af kloden med luksustøj, accessories og andre mærkevarer.
“Modefirmaernes henvendelse til Kommissionen viser klart, at modeindustrien står helhjertet bag kravet om et totalt pelsforbud, som vi både håber og tror bliver slutresultatet, når EU reviderer dyreværnslovgivningen – sandsynligvis inden årets udgang,” slutter Stephanie Kruuse Klausen.