Nu overrækkes underskrifter: 1,4 mio. kræver landbrugsdyr ud af burene
Nyheder
Et godt stykke over 300 mio. europæiske landbrugsdyr sidder lige nu indespærrede i bure. Det skal være slut, mener borgerinitiativ, som Europa-Kommissionen nu skal tage stilling til.
Søer fikseres i bøjler, spædekalve isoleres i enkeltbåse, kaniner, vagtler og høns tilbringer hele livet i bur, ænder og gæs holdes i bure for at blive tvangsfodret til produktion af foie gras.
Sådan er livet for over 300 mio. dyr i Europa. Vi er 160 dyreorganisationer, der gik sammen om borgerinitiativet ’Ud af buret’ for at få forbudt bure til landbrugsdyr. Og i dag overdrager vi så næsten 1,4 mio. underskrifter til Europa-Kommissionen.
Danske søer er fikseret mindst en femtedel af livet
Alene i Danmark er knap en million søer fastlåst mellem tremmer. Mange søer fikseres allerede under brunsten og i starten af deres drægtighed. De er også fastlåst, når de små pattegrise kommer til verden, og mens pattegrisene dier. Det svarer til mindst en femtedel af søernes voksenliv, og for langt de fleste er det meget længere tid.
Når en so er fikseret, kan hun stort set ikke bevæge sig. Hun kan ikke udleve sit instinktive behov for at bygge rede, og hun har ingen mulighed for at være naturligt sammen med sine pattegrise eller udvise moderadfærd.
Nu er det politikernes tur til at handle
Underskrifterne er nu valideret, og det er derfor pålagt kommissionen at tage stilling til hvorvidt den nuværende måde at holde landbrugsdyr i bur i skal forbydes. Det glæder Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection Danmark:
”Vi kan simpelthen ikke tillade, at landbrugsdyr lever under så uacceptable vilkår, som vi ser i dag. Heldigvis har danskerne nu bidraget markant til at få de indespærrede landbrugsdyr på den politiske dagsorden i EU. Og det glæder mig som repræsentant for en global organisation, at vi kan bane vejen for reelle løsninger – globalt som lokalt. Nu er det på tide, at politikerne handler.”
Et europæisk borgerinitiativ kræver en million validerede underskrifter fra borgere i EU-landene inden for et år. Det lykkedes sidste år at få indsamlet 1,6 mio. underskrifter, hvoraf tæt på 1,4 mio. nu er valideret. I Danmark har vi i World Animal Protection Danmark sammen med Dyrenes Beskyttelse og Dyrenes Venner stået i spidsen for at få indsamlet over 60.000 validerede underskrifter.