
Ny spækhuggerkalv født i hvalfængsel på Tenerife
Nyheder
Loro Parque fejrer en ny spækhuggerkalv – men kalven er dømt til livstid i et unaturligt bassin, hvor den skal være pengemaskine for parken og for TUI.
Topfoto: Højdrægtige Morgan optræder i Loro Parques spækhuggershow, feburar 2025
Den 31. marts 2025 annoncerede Loro Parque på Tenerife, at deres eneste hun-spækhugger, Morgan, har født en kalv. Kalven, der endnu ikke har fået et navn, blev født i et lille bassin – og der vil den sandsynligvis tilbringe resten af sit liv.
Morgan blev i 2010 fundet undervægtig ud for Hollands kyst og blev indfanget for at rehabilitere og genudsætte hende. Men i stedet blev hun overført til Loro Parque, hvor hun siden har været holdt i fangenskab.
Otte år senere fødte Morgan en kalv, Ula, som hun afviste. Ula døde kort tid inden sin tre års fødselsdag og er dermed en ud af hele fire spækhuggere, der er døde før tid i Loro Parque siden 2021.
Læs også: Højdrægtig spækhugger udnyttes til shows
”En ny lille spækhuggerkalv vil uden tvivl tiltrække mange besøgende til Loro Parque. Men kender man til spækhuggeres triste skæbne i fangenskab, er nyheden hjerteskærende. Det er tragisk, at et dyr med behov for et helt hav at boltre sig i skal tilbringe sit liv i et lille bassin og optræde for turister,” siger Stephanie Kruuse Klausen, ekspert i vilde dyr i World Animal Protection Danmark.
Loro Parque ignorerer spækhuggernes mistrivsel
Morgan i spækhuggershowet i Loro Parque. Anonym, februar 2025.
Vi ved endnu ikke, om Morgans nye kalv er sund og rask, eller om hun har accepteret den.
”Uanset hvad er kalvens fremtid desværre ikke lys. Spækhuggere er højt intelligente, komplekse rovdyr med stærke sociale bånd, og det er bredt accepteret af eksperter, at de ikke trives i fangenskab,” forklarer Stephanie Kruuse Klausen.
Flere lande, herunder Canada, Frankrig og senest Belgien, har forbudt avl på delfiner og andre hvaler i delfinarier og andre forlystelsesparker. Der er i dag færre end 60 spækhuggere tilbage i marineparker verden over.
Loro Parque går dog imod denne positive udvikling. Ved et spækhuggersymposium i februar 2025 fortalte en talsmand for parken, at de ingen planer har om at stoppe avlen.
”Morgan spiller en central rolle i Loro Parques show, hvor hun bliver præsenteret som en ‘reddet’ spækhugger, fremfor det hun er: Nemlig en spækhugger, der er blevet taget fra naturen og tvunget til at optræde for indtjeningens skyld,” fastslår Stephanie Kruuse Klausen.
TUI går imod egen politik og sender turister til Loro Parque
En vigtig drivkraft for steder som Loro Parque er indtægter fra turister. Som en af verdens største rejsearrangører spiller TUI Group en stor rolle i at sende turister dertil og sælge oplevelsen som harmløs familieunderunderholdning.
I december 2024 opdaterede TUI deres dyrevelfærdspolitik. Heri fremgår det, at TUI ikke vil sælge billetter til steder, der avler hvaler og delfiner til kommercielle formål.
Alligevel fortsætter de deres billetsalg til Loro Parque og lignende steder, og på deres hjemmeside skriver de om Loro Parques spækhuggershow, at det ’fortjener særlig opmærksomhed’.
”Da TUI blev konfronteret med dette hykleri, svarede de, at de står ved deres politik – men at de stadig vil sælge billetter til steder, der avler, hvis det er af værdi for gruppens sociale sammensætning,” siger Stephanie Kruuse Klausen og fortsætter:
”Men spækhuggere og andre delfiners behov kan aldrig opfyldes i et goldt bassin, og avl fører til, at endnu flere dyr må tilbringe hele deres liv under dybt uacceptable forhold. Der er desuden ingen garanti for, at familiegrupper får lov til at blive sammen. Så det er tydeligvis et forsøg på greenwashing fra TUI’s side.”
Vi har igennem længere tid opfordret TUI til at droppe deres billetsalg til hval- og delfinunderholdning. Hjælp os med at overbevise dem:

Sig ja til at være en dyrevenlig turist
Pas på dyrene, når du rejser
Vær med til at mindske efterspørgslen på underholdning med dyr på feriedestinationer. Vi hjælper vi dig godt på vej ved at sende dig inspiration og tips til ansvarlige, dyrevenlige oplevelser – og til hvad du absolut skal undgå!
Ja, jeg er dyrevenlig