Den reddede abeunge Cigarra

Offer for skovbrande: Reddet abeunge får nyt liv

Nyheder

Alene, tynd og udmattet. Abeungen Cigarra mistede sin mor i brandene i Amazonas og var tæt på selv at miste livet. Nu har hun fået en ny chance for et godt liv.

Cigarra er en hvidkindet edderkoppeabe på omkring to år. Den lille unge blev fundet i et område af Amazonas, der er ramt af skovbrande. Hendes mor er højst sandsynligt død under flugten fra flammerne.

Cigarra er blot et ud af alt for mange ofre for de omfattende brande, som hvert år hærger regnskoven. Brandene opstår, når skoven bliver fældet og afbrændt. Det sker for at gøre plads til græsmarker til kødkvæg eller marker med soja, der ender som dyrefoder til landbruget.

Cigarra er blevet reddet fra skovbrande i Brasilien.

En af de heldige

Cigarra blev tidligere i år overgivet til et af de dyrehospitaler, vi har støttet i Brasilien. Her får mange vilde dyr, der er blevet fordrevet af skovbrandene, plejet de skader, som ilden forvoldt. Når de er kommet sig, bliver de om muligt rehabiliteret, så de kan genudsættes i naturen.

Den hvidkindede edderkoppeabe Cigarra er blevet reddet fra skovbrande i Amazonas. Hun undersøges grundigt af dyrlæger.

Cigarra har fået en tryg indhegning, hvor dyrlægerne kan undersøge og observere hende for at sikre, at hun bliver sundere og stærkere dag for dag.

Ikke alle de reddede dyr overlever de skader og strabadser, de har været udsat for. Men Cigarra er en af de heldige, der er kommet sig. Hun er nu ved godt helbred og har en god appetit.

Støt dyr som Cigarra

Øver sig i abe-færdigheder

Den hvidkindede edderkoppeabe er en art, som med sine lange lemmer og lange gribehale fuldstændig er tilpasset livet i Amazonas-regnskoven.

Cigarras indhegning er indrettet, så hun kan træne de færdigheder, hun får brug for i den fri natur. Der er bl.a. mange reb, som hun er blevet god til at hænge og klatre i, og hun har lært at fjerne skrællen fra lækre frugter, når hun skal spise. Hendes favoritfrugt er naturligvis bananer!

Abeungen er kommet sig og har taget på, efter at hun blev reddet fra skovbrande i Amazonas.

De rehabiliterede dyr må ikke blive for afhængige af deres dyrepassere. Når de bliver genudsat i den fri natur, er det vigtigt, at de undgår mennesker. Cigarra er en meget nysgerrig abe og kan godt lide at holde øje med, hvad de ansatte på dyrehospitalet foretager sig. Men heldigvis holder hun afstand og skriger, hvis mennesker kommer for tæt på.

Et skridt videre mod friheden

Vi har finansieret opførelsen af et stort indhegnet område med naturlige omgivelser. Her bliver Cigarra snart flyttet til for at fortsætte rehabiliteringsprocessen. Efter nogle måneder vil dyrlæger og biologer kunne vurdere, om hun kan genudsættes i regnskoven. Hvis ikke, skal hun flyttes til et reservat, hvor hun kan udfolde sin naturlige adfærd, men hvor der er mennesker til at passe på hende.

Edderkoppeaber lever i grupper på op til 20-30 individer, der ofte deler sig op i mindre grupper på to til fire aber, når de søger efter føde. Cigarra skal derfor også lære at interagere med artsfæller.

Abeungen Cigarra slapper af i hængekøje

Hun vil blive sat sammen med to andre forældreløse edderkoppeaber, Formiga og Cupim, som hun allerede er blevet præsenteret for nogle gange. Målet er at sammensætte en hel gruppe af edderkoppeaber, der forhåbentlig kan blive genudsat sammen.

Du kan støtte vores arbejde for at redde og rehabilitere de vilde dyr, der er ofre for skovbrandene i Amazonas:

Støt nu

Vil du vide mere