
Opråb til dyrevelfærdskommissæren: Stop de smertefulde indgreb
Nyheder
Det er ulovligt rutinemæssigt at klippe halen af grise – alligevel sker det både i Danmark og resten af EU. Vi kræver handling fra ny dyrevelfærdskommissær.
Alt for mange grise i Danmark og resten af EU halekuperes rutinemæssigt – også selvom det er ulovligt. Derfor har vi sammen med 33 andre dyrevelfærdsorganisationer sendt et brev til den nye EU-kommissær for dyrevelfærd, Olivér Várhelyi.
I brevet påpeger vi det dybt bekymrende i, at forbuddet ikke håndhæves i mange EU-lande, selvom det har eksisteret i mere end 30 år – og vi opfordrer EU-kommissæren til at opprioritere indsatsen mod rutinemæssig halekupering.
”De gældende regler burde ikke komme bag på svinebranchen – og det er rent ud sagt skandaløst, at de ikke bliver overholdt! Reglerne er indført, fordi halekuperinger gør ondt på grisene, og det kan ikke være rigtigt, at landmændene uden konsekvenser kan ignorere loven,” siger Pernille Fraas Johnsen, seniorrådgiver med speciale i landbrugsdyr i World Animal Protection Danmark.
Hun fortsætter: ”Det må være dyrevelfærdskommissærens opgave at sikre, at medlemslandene efterkommer forbuddet mod rutinemæssig halekupering – og indfører sanktioner, når det ikke sker. Ellers risikerer vi, at tilliden til EU undergraves på dyrevelfærdsområdet.”
Millioner af grise får klippet halen af
Når grisene bliver halekuperet, er det for at forhindre, at de bider i hinandens haler. Ifølge den gældende lovgivning bør halekupering kun anvendes som en sidste mulighed i de tilfælde, hvor der opstår et akut udbrud af halebid i en besætning.
Halebid og dermed halekupering i griseproduktionen er dog så udbredt, at det er blevet normen. I 2021 vurderede EU-kommissionen, at 26 ud af de daværende 28 medlemslande benyttede sig af rutinemæssig halekupering, og at omkring 150 mio. grise ulovlig fik klippet en del af deres hale af.
”Danmark bidrager desværre til den kedelige statistik med mere end 30 mio. grise, der hvert år bliver halekuperet. Og situationen her i 2025 er præcis den samme som i 2021,” fastslår Pernille Fraas Johnsen.
Bedre forhold kan forhindre halebid
Foto: World Animal Protection / Tracks Investigations
Pattegrise bliver typisk halekuperet, når de er to-tre dage gamle. Det sker ved, at de får klippet op til halvdelen af deres hale af med en elektrisk halebrænder.
”Det er oprørerende, at det er almindelig praksis at klippe et stykke af grisens hale fremfor at give den ordentlige leveforhold. Når grisene bider i hinandens haler, er det fordi de er stressede. Desværre er det nemmere for landmændene at symptombehandle end at give dem bedre forhold,” siger Pernille Fraas Johnsen.
I den industrielle produktion i mange EU-lande – og i særdeleshed i Danmark – holdes grisene på alt for lidt plads i lukkede stalde. De har ingen former for meningsfuld berigelse at beskæftige sig med eller mulighed for at udføre deres naturlige rodeadfærd.
”Grise har brug for plads til at røre sig, masser af halm i stalden og andre attraktive materialer, de kan rode i med trynen. Det bedste er at supplere med adgang til det fri. Forskningen peger på, at man kan forebygge halebid ved at give grisene mere plads og mere rodemateriale. Og økologerne har i mange år vist, at det kan lade sig gøre ikke at klippe halerne af grisene,” siger Pernille Fraas Johnsen.
Dyrevelfærdskommissæren skal træde i karakter
EU-Kommission har tidligere kritiseret den udbredte praksis med rutinemæssig halekupering og forsøgt at lægge pres på medlemslandene for at få dem til at følge reglerne – bl.a. ved at kræve, at de udarbejder konkrete handlingsplaner for, hvordan grisenes situation skal forbedres.
”Men det har jo åbenlyst ikke virket, så nu er det tid til at skifte til et højere gear for at få stoppet lidelserne for millioner af grise. Som den første dyrevelfærdskommissær nogensinde er det ikke mindst vigtigt, at Olivér Várhelyi viser sig som en stærk autoritet. Han bør fremhæve, at EU nu prioriterer dyrevelfærd højt og ikke vil tolerere eventuelle overtrædelser af reglerne,” slutter Pernille Fraas Johnsen.

Kæmp for en ny retning for landbruget
Stop landmisbruget
Hjælp os med at overbevise politikerne om, at dyrene i landbruget skal have god plads i stalden, adgang til det fri og mulighed for at udfolde deres naturlige adfærd.
Skriv under