Caged Hens - Animal Welfare - World Animal Protection

På høje tid med burhønseforbud

Nyheder

Fødevareminister Rasmus Prehn har besluttet at forbyde produktion af buræg i Danmark fra 2023 med en overgangsperiode på 12 år. Vi mener, at der er tale om en unødigt lang udfasning.

I efteråret 2020 besluttede regeringen, at produktionen af buræg i Danmark skal udfases. Det er denne beslutning, fødevareminister Rasmus Prehn nu har sat konkrete datoer på.

Næsten hvert femte æg stammer fra en burhøne

Mens langt de fleste supermarkeder allerede er stoppet med at sælge buræg, bruges de stadig i stor stil af restauranter, fødevareproducenter og medicinalvirksomheder. Derfor stammer ca. 17 % – næsten hvert femte æg – der produceres i Danmark, stadig fra en burhøne.

Burhøns kan bo op til ti høns i et bur, der er mindre end en kvadratmeter. Det svarer til, at hver høne kun har lidt over størrelsen på et A4-papir til rådighed. Burhøns kommer aldrig ud og mange ser aldrig naturligt dagslys.

”Det er en stor sejr for bedre dyrevelfærd, at Danmark nu forbyder burhøns. Men det er også på høje tid, at der sættes en stopper for hønsehold med yderst begrænset plads til, at dyrene kan strække deres vinger og udfolde deres naturlige adfærd,” siger Pernille Fraas Johnsen, agronom, ph.d., og landbrugsfaglig rådgiver i World Animal Protection Danmark.

Burhøns klemt sammen på al for lidt plads

Seks millioner høns vil lide, før det er slut med buræg

Den udfasningsperiode på 12 år, som fødevareministeren har givet producenterne af burhøns, er ifølge Pernille Fraas Johnsen alt for lang.

”Det betyder desværre, at der reelt vil være burhøns i Danmark indtil 2035, fordi der samtidig er en udfasning på 12 år for de seks resterende danske producenter af buræg. På de 12 år vil omkring seks millioner høns lide under dårlig dyrevelfærd i alt for små bure, før det endelig er slut.”

Dermed kan forbrugerne også stadig uforvarende være med til at understøtte burhønsproducenterne i de kommende år.

”Selvom buræg er væk fra supermarkedernes kølediske, vil de stadig være skjult i kiks, kager og forarbejdede produkter mange år fremover. Skjulte buræg der bliver lagt af 550.000 glemte høns," slutter Pernille Fraas Johnsen.

Læs mere om vores arbejde for landbrugsdyr >>

Vil du vide mere