Et æsel der har fået hjælp i Palæstina

Palæstina: Beduinernes æsler får hjælp

Nyheder

Et kort liv fyldt med smerter. Det var tidligere skæbnen for mange af æslerne i et beduinsamfund i Palæstina. Nu har æslerne fået hjælp, og deres ejere har lært at tage sig godt af dem.

Det 8-årige æsel Menwer levede med store smerter. Hans hoved, ryg og ben var dækket af skab, og han havde et smertefuldt tryksår på ryggen. 

Menwer er et af de omkring 60 æsler i Wadi Al Sider, et palæstinensisk beduinsamfund ca. 30 km vest for Bethlehem. Indtil for nylig fik æslerne ikke nogen form for dyrlægebehandling, når de var syge, og deres ejere vidste ikke, hvordan de skulle passes. Mange af æslerne var syge ligesom Menwer, og de fleste af dem levede ikke særligt længe.

Lokal kontaktperson gør en forskel

For cirka et halvt år siden skete der noget, der ændrede æslernes liv. Vores palæstinensiske partnerorganisation Palestine Wildlife Society (PWLS) udvidede deres arbejde til Wadi Al Sider. De uddannede en lokal kontaktperson, Tarik, der nu underviser æselejerne i, hvordan de bedst passer på deres dyr. PWLS’ mobile klinik besøger jævnligt Wadi Al Sider og behandler syge og sårede æsler.

”Familierne her i området har et eller to æsler, og de er stærkt afhængige af æslerne til at hjælpe dem med det daglige arbejde: De henter vand op til 10 km væk, de er familiernes transportmiddel, de bærer varer hjem fra markedet osv. De arbejder hårdt og spiller en vigtig rolle i beduinernes liv,” fortæller Tarik.

Nu er Menwer helbredt

I dag er Menwer sund og rask. Han skab er så godt som forsvundet takket være den antibiotika og de vitaminindsprøjtninger, han har fået af dr. Yousef fra den mobile klink. 

Menwers ejer Namar er kun 14 år gammel, og han var en af de første, som Tarik hjalp til at tage sig bedre af sit æsel. Tarik viste Namar, hvordan han kunne tilpasse Menwers paksaddel, så den ikke gnavede sår i æslets ryg. 

Namar er meget stolt af sit sunde, grå æsel. Han siger: ”Vi havde brug for hjælp til at tage os af vores æsler. Tarik har fået os til at forstå, at vi skal passe bedre på dem, hvis de skal kunne hjælpe os med vores daglige arbejde.”

Ikke flere tryksår og metalkæder

Tarik er bare en af de 23 lokale kontaktpersoner, som PWLS har uddannet i Palæstina. I de lokalsamfund, hvor PWLS har arbejdet siden 2009, lider æslerne ikke længere af smertefulde tryksår forårsaget af dårligt tilpasset seletøj. Tidligere bar æslerne næsebånd lavet af metalkæder, der gnavede hul i deres bløde muler. Nu er de skiftet ud med bløde næsebånd af stof. 

I dag ved æselejerne desuden hvor vigtigt det er, at de giver deres æsler tid til at komme sig, når de har været syge eller skadede, før de sætter dem i gang med at arbejde igen.

Med vores støtte har PWLS hjulpet omkring 3.000 æsler som Menwer. Nu går de en langt bedre fremtid i møde i det udtørrede, klippefyldte landskab, der er deres hjem.

Vil du vide mere