Den reddede bjørn Na på vej til FOUR PAWS resevat

Reddet bjørns nye liv

Nyheder

Efter et helt liv i et lille bur var det en stor omvæltning for bjørnen Na at komme til et reservat. Men hun bliver modigere dag for dag – og har opdaget sin passion for at grave!

Topfoto: Na i transportbur på vej til reservatet.

I oktober sidste år var vi sammen med de vietnamesiske myndigheder og FOUR PAWS med til at sikre, at bjørnen Na blev reddet efter 20 års fangenskab på en vietnamesisk bjørnefarm. Her havde hun fået tappet sin galde, så den kunne sælges til brug i traditionel asiatisk medicin.

Na blev overflyttet til FOUR PAWS’ bjørnereservat i Ninh Binh. Her lærte hun stille og roligt sine nye omgivelser at kende, indtil hun den 30. november tog sine første skridt udenfor. Det er muligvis første gang i hendes liv, at Na har mærket græs under poterne.

Na the female bear rescued in Ho Chi Minh city province in Vietnam on October 17th 2023 - Photo by FOUR PAWS Viet

For første gang i 20 år kan Na indsnuse den friske luft og mærke græs under sig. Foto: FOUR PAWS Viet

Udenfor for første gang

Den første måned var Na i karantæne. Det er for at sikre, at nyankomne bjørne ikke risikerer at smitte de andre reddede bjørne i reservatet.

Men denne tid er også afgørende for, at bjørnen falder til og føler sig tryg. Det kan nemlig være meget overvældende pludselig at have så meget plads og være omgivet af artsfæller efter årevis alene i et lillebitte bur. I karantæneområdet fik Na gradvist mere plads, hun kunne se og lugte de andre bjørne.

Na the female bear rescued in Ho Chi Minh city province in Vietnam on October 17th 2023 - Photo by FOUR PAWS Viet

Na kigger nysgerrigt ud på de andre bjørne. Foto: FOUR PAWS Viet

Den første dag dørene til et udendørs område blev åbnet… skete der ingenting. Na sov hele dagen igennem. Næste morgen blev dørene igen åbnet, og det samme skete. Men dyrepasserne lagde Nas yndlingsspise, dragefrugt, i døråbningen, og tidligt om eftermiddagen tog hun endelig sine første skridt ud på græsset.

Bjørnen Na bevæger sig for første gang ud af det indendørs karantæneområde i reservatet. Foto: FOUR PAWS Viet

Nas første skridt udenfor. Foto: FOUR PAWS Viet

Efter et øjebliks tøven begyndte Na ivrigt at udforske området. Hun snusede til græsset, lagde sig ned for at strække sig og undersøgte hegnet.

Indtil videre tilbringer Na stadig meget tid indendørs i sin trygge hule. Men når hun går ud, er hun glad for at rode og grave i jorden. Det er en naturlig adfærd hos bjørne, som hun ikke kunne udfolde i de mange år, hun sad fanget i et lille bur.

Med tiden vil Na også blive rigtigt introduceret for de andre bjørne. Hvis hun ønsker det, kan hun lege og knytte bånd med dem – eller hun kan holde sig for sig selv, hvis hun foretrækker det.

Livsvigtig dyrlægebehandling

Nas helbred var meget dårligt, da hun blev reddet. Dyrlægerne måtte fjerne nogle af hendes tænder, som var knækkede og betændte, og de var nødt til at operere hendes ene øje ud. Hun led nemlig af linseluksation, dvs. at øjets linse var løsnet.

Dyrlæge trækker knækkede tænder ud på bjørnen Na. Foto: FOUR PAWS Viet

Reservatets dyrlæger fjerner Nas knækkede og betændte tænder. Foto: FOUR PAWS Viet

Na får desuden medicin for at holde hende smertefri, da hun har kronisk leddegigt og dårligt hjerte.

Det største helbredsproblem er dog hendes dårlige nyrer. Det ses sjældent hos bjørne, men skyldes sandsynligvis, at Na hverken har fået den rette kost eller nok drikkevand. En medvirkende faktor kan også være, at hun igen og igen har fået tappet sin galde under narkose uegnet for bjørne.

”Den gode nyhed er, at Na ikke viser nogen tegn på smerter eller ubehag. Vi håber på at kunne bremse sygdommens udvikling med medicin. Den helt store udfordring er at få hende til at spise medicinen. Hendes lugtesans fejler ikke noget, og hun kan lugte det, når vi gemmer medicin i hendes mad. Så vi prøver os frem med forskellige metoder til at få hende til at spise det,” fortæller Emily Lloyd fra reservatet.

Af hensyn til hendes nyrer skal Na have masser af væske. Derfor giver dyrepasserne hende meget honningvand og vandholdig frugt som vandmelon og dragefrugt. Hele vandmeloner og isblokke er samtidig god aktivering for hende, da hun skal arbejde for at få hul på og spise dem.

Vejen mod et naturligt bjørneliv

Selvom det ikke går så hurtigt, bliver Na stærkere og modigere dag for dag.

”Na har kun lige startet sin rehabiliteringsproces på vejen mod et ægte, naturligt bjørneliv.  Vi ser frem til at følge hvert af hendes fremskridt, uanset hvor små eller store de er,” siger Emily Lloyd.

Bjørnen Na hygger sig i sin halmseng. Foto: FOUR PAWS Viet

Na kan tilbringe resten af sine dage i reservatets trygge omgivelser. Foto: FOUR PAWS Viet

I World Animal Protection fortsætter vi vores arbejde for at få de sidste bjørne befriet fra bjørnefarmene i Vietnam. Ligesom Na fortjener de at tilbringe resten af deres dage i trygge reservater.

Hjælp os med at redde bjørnene og få lukket bjørnefarmene:

Støt nu

Vil du vide mere