Fangerne på Fortet

Slut med misbrug af vilde dyr i Fangerne på Fortet

Nyheder

Når TV3/Viaplays underholdningssucces ‘Fangerne på Fortet’ i aften åbner for en ny sæson, bliver det uden de levende tigre, som har været en fast del af programmets finale siden starten i 1993.

De vilde dyr er ikke bare droppet i Danmark, men fremadrettet også for samtlige de lande, hvor programmet bliver vist: Fra Rusland over Holland til Sverige og Polen samt mange andre steder. I alt har programmet været vist i mere end 33 lande.

Beslutningen om at fjerne de vilde dyr fra programmet er sket efter en anmodning fra os i World Animal Protection Danmark. Vi mener ikke, at vilde dyr hører til som underholdning i et moderne tv-program anno 2021, hvor dyrevelfærd bør være en naturlig del af etikken.

“Vi har haft en yderst konstruktiv dialog med de danske producenter af ‘Fangerne på Fortet’, der har indset, at det er ude af trit med tiden at bruge dyr som underholdningsobjekter. Det er en stor sejr for dyrene, at de nu slipper for stresset transport, små bure og kampsvedende kendisser,” siger Stephanie Kruuse Klausen, kampagnemedarbejder i World Animal Protection Danmark.

God dialog om tigrenes trivsel

Da ‘Fangerne på Fortet’ sidste år vendte tilbage efter 10 års pause, gik vi i dialog med programmets danske producenter, NENT Group, for at få dem til at droppe brugen af de store rovdyr af hensyn til tigrenes velfærd.
Vi gjorde opmærksom på, at de store dyr henslæber en elendig tilværelse i små betonbure på Fort Boyard hver sommer, når programmet indspilles på den historiske lokation ud for Frankrigs kyst, og at tigre har helt andre behov end de tv-kulisser, de tildeles som eksotiske tv-stjerner på Napoleons gamle fort.

“Vi er utroligt glade for, at NENT Group har taget kritikken til sig, så Danmark nu er med til at sætte nye standarder i den del af underholdningsindustrien. Og vi er endnu mere stolte af, at vores pres betyder, at udnyttelsen af dyrene er droppet i alle internationale produktioner fremover,” siger Stephanie Kruuse Klausen.

Tigrene bliver nu pensioneret

Hos NENT Group, der også distribuerer showet i Norge og Polen, er der ligeledes stor tilfredshed med beslutningen:

“Vi har tidligere talt om brugen af vilde dyr i vores format, og dialogen tog yderligere fart, da vi blev kontaktet af World Animal Protection op til premieren i 2020. Efterfølgende besluttede vi sammen med produktionsselskabet Mastiff, at vi ikke ønskede at producere ’Fangerne på Fortet’, hvis vilde dyr var en del af omgivelserne på Fort Boyard. Dét har vi stået fast på, og derfor indgår vilde dyr ikke i nogen NENT-producerede udgaver af showet,” siger Kenneth Kristensen, programdirektør i distributionsselskabet NENT Group. 

“Ydermere har dialogen mellem NENT, Mastiff og den franske producent resulteret i, at de nu har lovet, at tigrene bliver pensionerede. Dermed kommer de ikke til at indgå i produktionen af ’Fangerne på Fortet’ på internationalt plan fremadrettet. Det er vi meget glade for, at vi har været medvirkende til,” siger Kenneth Kristensen, der gør opmærksom på, at også krybdyr – herunder slanger og edderkopper – ligeledes er droppet.

Hvordan den danske finale udspiller sig uden tigrene og deres domptør Monique, der normalt åbner døren til skatkammeret ved at dreje på fortets tigerhoved, kan ses på Viaplay/TV3 ved sæsonpremieren på ‘Fangerne På Fortet’ i dag, mandag d. 8. november.

Du kan også hjælpe med at stoppe underholdning med vilde dyr:

Skriv under

Vil du vide mere