Man mener, at det kan have været et skældyr, der har overført coronavirussen til mennesker.

Slut med at spise vilde dyr i Kina

Nyheder

Handel med og indtagelse af vilde dyr er nu fortid i Kina, der har vedtaget et permanent forbud mod at spise eller handle med vilde dyr.

Slanger, aber og skældyr. Det er blot et lille udsnit af de vilde dyr, der bliver serveret ved middagsbordet i Kina. Men det stopper nu.

Kina har med øjeblikkelig virkning indført et permanent forbud mod at handle med og spise vilde dyr. Det har man gjort for at undgå den dødelige coronavirus COVID-19. 

En tikkende bombe

”Det er en stor nyhed, at Kina med øjeblikkelig virkning forbyder handel med og indtagelse af vilde dyr. De vilde dyr, som man spiser eller bruger i traditionel medicin, er enten fanget i naturen eller avlet under helt groteske forhold,” fortæller Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection Danmark. Hun fortsætter:

”Udover at det er grotesk mishandling af dyrene, så skaber det også de bedste muligheder for, at vira fra dyrene kan mutere og sprede sig til mennesker. Kombinationen af vilde dyr og mennesker på for eksempel madmarkeder er en tikkende bombe for dødelige epidemier.” 

Stadig lovligt at bruge vilde dyr i traditionel medicin

Lovgivningen har dog visse undtagelser, som blandt andet gør det muligt stadig at indtage kropsdele af vilde dyr, der er brugt i traditionel asiatisk medicin. Desuden er det ikke nok at lukke for handlen i Kina, hvis man for alvor skal sikre folkesundheden.

”Hvis vi i fremtiden skal undgå lignende epidemier, er det nødvendigt, at forbuddet også omfatter handel med vilde dyr i underholdningsindustrien, brug af vilde dyr i traditionel medicin og handel med eksotiske kæledyr – ikke blot i Kina, men i hele verden,” siger Gitte Buchhave.

Der bør indføres et globalt forbud

Coronavirussen menes at stamme fra et madmarked i Wuhan i Kina, hvor der handles med fisk og vilde dyr. 

Det er endnu ikke fastslået, hvilket dyr virussen stammer fra, men forskere mener, at den oprindeligt stammer fra en flagermus. Flagermusen kan dog ikke overføre sygdommen direkte til mennesker, hvorfor man mener, at det kan have været et skældyr, der har overført sygdommen.

Skældyr er verdens mest handlede dyr og bruges både i mad og i traditionel asiatisk medicin. Efterspørgslen på dyrets skæl er så høj, at skældyret nu er udryddelsestruet. Handlen med vilde dyr er en enorm industri – men hvis man skal den til livs, nytter det ikke, at det kun er Kina, der forbyder handel med vilde dyr.

“Vilde dyr hører til i naturen. Et permanent og globalt forbud mod al handel med vilde dyr er den eneste løsning. Den bedste måde at undgå fremtidige epidemier på er at sikre, at dyr ikke lider i fangenskab og at lade vilde dyr blive i naturen,” slutter Gitte Buchhave. 

Vil du vide mere