Sonarer kan redde verdens sidste golfmarsvin
Nyheder
Der er kun 23 golfmarsvin tilbage i verden. Sammen med partnerorganisationer bruger vi sonar-teknologi til at finde farlige spøgelsesnet i det område, hvor de sidste golfmarsvin lever.
Golfmarsvinet (vaquitaen) er stærkt udrydningstruet. I den Mexicanske Golf ud for Californien, hvor de sidste 23 golfmarsvin holder til, er der mange ulovlige fiskenet, som er blevet tabt eller efterladt i havet. Marsvinene er i stor fare for at blive viklet ind i nettene – såkaldte spøgelsesnet – og hvis de ikke kan komme fri, drukner eller dør de af sult.
Spøgelsesnettene er ganske enkelt den største trussel mod golfmarsvinenes overlevelse
Sonarer redder liv
I oktober i år samarbejdede vi med International Committee for the Recovery of the Vaquita (CIRVA), den californiske virksomhed Monterey Bay Diving og lokale fiskere i San Felipe, Mexico om at finde de farlige spøgelsesnet og fjerne dem fra havet.
Takket være en unik sonarscanningsteknologi lykkedes det os at fjerne hele 2.000 kvadratmeter net.
Sonarscanning er en ekstremt præcis teknologi. Den gør os i stand til at se et område på op til 200 meter under vandet med 0,1 meters nøjagtighed.
De net, vi har fjernet, vil blive genanvendt af nogle af vores partnere fra Global Ghost Gear Initiative, som vi grundlagde i 2015.
Vi brugte sonarteknologi til at finde nettene.
Færre spøgelsesnet end ved sidste mission
Denne seneste mission for at fjerne spøgelsesnet blev finansieret af WWF Mexico. Missionen følger i kølvandet på en tidligere ekspedition i maj, hvor der blev fjernet omkring 5.702 kvadratmeter net – næsten tre gange så meget som i oktober.
I hele den måned, hvor vores team har scannet området, fandt de langt færre spøgelsesnet end i samme længde periode i maj. Vi håber, at det betyder, at golfen i hvert fald for nu er et sikrere område for marsvinene at leve.
Den største skurk: Totoaba-fiskeri
Når næste sæson for at fange de lokale totoaba-fisk indfinder sig, er der desværre stor risiko for, at farvandet igen vil blive fyldt med ulovlige net. På trods af et nationalt forbud mod at fiske i området, sker det i stor stil. Totoaba-fisken er ligesom golfmarsvinene en truet dyreart, men der er et stort marked for den i Kina, hvor man bruger dens svømmeblære i traditionel medicin.
Totoabaerne bliver fanget ved hjælp af garnfiskeri, og de nylongarn, der bruges, er af en størrelse, så golfmarsvinene meget let bliver fanget i dem og lider en pinefuld død.
Regeringen skal håndhæve forbud, hvis marsvinene skal beskyttes
Fordi golfmarsvinet er så tæt på at være udryddet, har Mexico forbudt garnfiskeri i den øvre del af golfen. Men hvis arten skal overleve, er det ikke nok med et forbud – det skal også håndhæves.
”Spøgelsesnet fra illegalt fiskeri er skyld i, at der næsten ikke er flere golfmarsvin tilbage,” siger Elizabeth Hogan, der leder vores kampagnearbejde mod spøgelsesnet i USA. Hun fortsætter:
”Men vi håber, at innovative løsninger kan redde marsvinene. Det er helt afgørende at finde og fjerne spøgelsesnettene fra golfmarsvinenes levested, og vi håber, at Mexicos regering fortsætter med at håndhæve beskyttelsen af de vilde dyr.”
Vi samarbejdede med International Committee for the Recovery of the Vaquita og Monterey Bay Diving om at beskytte golfmarsvinene.
Ikke kun golfmarsvin
Projektet med at hjælpe verdens sidste 23 golfmarsvin er en del af vores kamp for at beskytte alle dyr i havet mod spøgelsesnet. Mange andre dyrearter bliver utilsigtet fanget i fiskegrej. Hele 640.000 ton spøgelsesnet bliver hvert år tabt eller efterladt i verdenshavene, og spøgelsesnet er hvert år skyld i, at omkring 136.000 sæler, søløver, hvaler og andre dyr dør.