En spækhugger optræder for publikum i show i Loro Parque, Tenerife

Spækhuggere dør på stribe i Loro Parque

Nyheder

Tre spækhuggere er døde i Loro Parque på Tenerife inden for halvandet år. Det er desværre ikke overraskende, og imens tjener TUI fortsat penge på de store hvalers lidelser.

Da den 20 år gamle spækhugger Kohana døde i Loro Parque på den spanske ferieø Tenerife i september måned, var hun den tredje spækhugger, der døde i parken inden for kun 18 måneder.

Efter Kohanas dødsfald er der i dag fire spækhuggere tilbage i parken: De tre hanner Keto, Tekoa og Adan samt hunnen Morgan. Morgan havde en datter ved navn Ula, som døde i august 2021, kort før hun ville være fyldt tre år. Et halvt år tidligere døde den 17 år gamle hun Skyla.

De mange dødsfald i Loro Parque på så kort tid er triste, men ikke overraskende, for ingen spækhuggere avlet i fangenskab er blevet ældre end 30 år gamle. I naturen kan spækhuggerhunner blive op til 80-90 år.

Skriv under for spækhuggerne

Optrædende spækhuggere i Loro Parque på Tenerife

Spækhuggershow i Loro Parque

Spækhuggere mistrives i fangenskab

Spækhuggeren er den største delfinart i verden, og i det åbne hav kan de svømme over 160 km om dagen og dykke ned til 300 meter. Det lille anlæg i Loro Parque kan på ingen måde opfylde de intelligente dyrs behov, og det fører til stress og frustration, hvilket kan nedsætte dyrenes immunforsvar og gøre dem sårbare over for infektioner.

Flere af parkens spækhuggere har knækkede eller nedslidte tænder, sandsynligvis fordi de store havpattedyr bider i bassinernes sider eller i tremmelågerne, der adskiller de forskellige bassiner. Denne tvangsprægede adfærd er et tegn på, at dyrene mistrives under de unaturlige forhold.

Alligevel er parken og spækhuggershowet stadig et populært udflugtsmål for turister, og et af verdens største rejseselskaber, TUI Group, sender fortsat massevis af besøgende dertil.

Læg pres på TUI

Spækhugger i bassin i Loro Parque på Tenerife

To af spækhuggerne i Loro Parque

Kohanas triste liv

Kohana blev født i SeaWorld San Diego. Tre år gammel blev hun taget fra sin mor og sendt på en lang, stressende rejse over Atlanterhavet til Tenerife sammen med tre andre unge spækhuggere: Den nu afdøde Skyla, der dengang kun var to år gammel, og hannerne Tekoa og Keto.

I oktober 2010, da Kohana var otte år gammel, fødte hun Adan. To år senere fødte hun en hunkalv, Vicky, der dog døde, da hun var 10 måneder gammel. Både Adan og Vicky var et resultat af indavl.

Kohana ville ikke kendes ved nogle af sine unger – et almindeligt problem blandt spækhuggere i fangenskab, der er blevet taget for tidligt fra deres mødre og ikke er vokset op i en familieflok til at lære dem de nødvendige forældrefærdigheder.

Spækhuggershow i Loro Parque på Tenerife

Der er intet naturligt over spækhuggernes liv i Loro Parque

Sammen kan vi stoppe udnyttelsen

I over 15 år optrådte Kohana med unaturlige tricks og kunster i spækhuggershowene i Loro Parque. Dette liv fortsætter for de tilbageværende spækhuggere i parken – og hvis Morgan får en ny unge, kan der komme flere til.

I parken er der også otte delfiner af arten øresvin, der ligeledes holdes i små bassiner og optræder i shows. De trange, unaturlige forhold i fangenskab er stressende for delfinerne, hvis hjemmeområder i havet er op til 100 km2 eller endnu større. Mange delfiner i fangenskab får da også rutinemæssigt medicin mod mavesår.

Delfinshow i Loro Parque

Delfinshow i Loro Parque

I 2021 overbeviste vi rejsegiganten Expedia om at droppe underholdning med spækhuggere og andre delfiner med hjælp fra over 350.000 underskrifter fra dyrevenner verden over. Det er på tide, at TUI Group følger Expedias og en lang række andre rejseselskabers eksempel og én gang for alle stopper med at tjene penge på havpattedyr i fangenskab.

Lad os sammen gøre dette til den sidste generation af spækhuggere og andre delfiner, der bliver tvunget til at leve under elendige forhold i underholdningens navn. 

Med din underskrift kan du være med til at lægge pres på TUI:

Skriv under

Vil du vide mere