Vi har overrakt over 16.000 underskrifter til miljøminister Lea Wermelin

Til ministeren: Stop med at underminere loven om dyrebeskyttelse

Nyheder

Vi har netop overrakt over 16.000 underskrifter til miljøminister Lea Wermelin. Underskrifterne et fra danskere, der vil have befriet de to unge marsvin Saga og Eskild fra det lille havnebassin i Fjord&Bælt.

I bassinet ved Fjord&Bælt-centeret i Kerteminde er Saga og Eskild sammen med den ældre marsvinehun Freja lukket inde som hovedattraktion for besøgende. Samtidig udføres der forsøg på de små hvaler i samarbejde med Syddansk Universitet.

Danmark er det eneste land i verden, hvor det er blevet praksis at indfange raske hvaler og bruge dem til forsøg og fremvisning, selvom det er forbudt ifølge både dansk og international lov. Således er det lykkedes Fjord&Bælt gennem de sidste 25 år at få miljøministeriet til løbende at udstede tilladelser, der ser bort fra gældende lovgivning.

“Danmark er et af de få steder i verden, hvor raske hvaler indhentes fra naturen og holdes i fangenskab. Det er absurd, at Danmark er negativt foregangsland på 25. år, når vi på andre punkter bryster os af at stå i forreste række i kampen for dyrevelfærd,” siger Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection Danmark.

Midlertidige dispensationen kan have permanente konsekvenser

I dag, fredag den 8. oktober, mødtes Gitte Buchhave og kampagnemedarbejder Stephanie Kruuse Klausen med miljøminister Lea Wermelin. Her overrakte de 16.016 underskrifter fra danskere, der opfordrer Lea Wermelin til at sætte Saga og Eskild tilbage i den danske natur og til at bryde den endeløse række af dispensationer, hvor hendes ministerium tillader indhentning af vilde hvaler, hvorefter dyrene bliver fremvist, og der udføres forsøg på dem.

“Vi gjorde det klart for ministeren, at selvom dispensationer er midlertidige, kan de have permanente konsekvenser for dyrene,” siger Stephanie Kruuse Klausen og fortsætter:

“Det strider direkte mod marsvinenes natur at holde dem indespærrede på så lille et område, og det er uacceptabelt både fra et dyreetisk perspektiv og i forhold til love og internationale aftaler. De burde sættes fri, så de kan leve i overensstemmelse med deres natur, hvor de er skabt til at dykke, jage, svømme og udfolde sig på mere end hundrede kvadratkilometer hav.”

“Det var rart endelig at få mulighed for at møde den ansvarlige minister, og vi fik klart fornemmelsen af, at Lea Wermelin var interesseret og lyttede til os. Vi fik fremlagt vores argumenter og håber, at hun vil tage det med videre i sine overvejelser,” siger Stephanie Kruuse Klausen, der har stået i spidsen for kampagnen for at få sat Saga og Eskild tilbage i de danske bølger, hvor de hører til.

Dyrebeskyttelsesorganisationer bør høres

Ved mødet understregede Gitte Buchhave og Stephanie Kruuse Klausen desuden over for ministeren, at regeringen har en forpligtelse til at lytte til alle parter i en sag. Og at det i særlig grad er vigtigt at lytte til organisationer, der har viden og erfaring med dyrebeskyttelse, når der dispenseres fra den gældende lovgivning.

“Hverken vi eller andre organisationer er blevet hørt i en sag, der i høj grad drejer sig om beskyttelse af vilde dyr og dyrevelfærd. Og her er det altså særlig vigtigt, at politikerne ikke kun lytter til de folk, der har personlige interesser i centerets kommercielle succes og forskningsmæssige prestige,” siger Gitte Buchhave.

“Vi taler altid dyrenes sag, og jeg håber, at Lea Wermelin har fået øjnene op for, hvor meget det optager danskerne, at vi har respekt for vilde dyrs natur. Og det er jo ikke for sjov, at de her hvaler er beskyttet i internationale aftaler. Det er de blandt andet, fordi videnskabelig forskning og eksperter inden for dyrevelfærd fremhæver, at hvaler kun kan trives i deres naturlige element og ikke i fangenskab, hvor følsomme og intelligente dyr som marsvin aldrig kan få opfyldt deres naturlige behov”, slutter Gitte Buchhave.

Læs mere: Derfor mener vi ikke, at Fjord&Bælts forskning på marsvin i fangenskab er afgørende for at beskytte arten i naturen >>

Kort om sagen

  • Marsvin er den mindste hvalart og den eneste ynglende hval i Danmark.
  • Marsvin er fredet i Danmark og de fleste andre lande i verden.
  • De unge marsvin Saga og Eskild blev indbragt til Fjord&Bælt i henholdsvis september og november 2020, efter at de var røget i bundgarn som bifangst.
  • I de sidste 25 år har Fjord&Bælt indhentet otte vilde marsvin og holdt dem i fangenskab samt avlet fire unger, der alle er døde i dag.
  • Ifølge internationale regler for dyrebeskyttelse er alle former for indfangning af marsvin i naturen strengt forbudt. 
  • Dertil er der forbud mod opbevaring, transport, handel, overdragelse, konservering eller fremvisning af marsvin indsamlet fra naturen.
  • På trods af de nationale og internationale forbud har Miljøstyrelsen siden 1995 givet løbende dispensation til Fjord&Bælt, der har holdt marsvin indespærret for at lave forsøg med dem og fremvise de vilde dyr i deres anlæg.
  • Fjord & Bælt betegner selv deres marsvin som centerets “hovedattraktion”.
Vil du vide mere