To traumatiserede bjørneunger reddet i Rumænien
Nyheder
Tre måneder gamle Bamse og Kenya på fire måneder var begge i kritisk tilstand, da de blev bragt til bjørnereservatet i Rumænien. Begge blev afskilt fra deres mor i en al for ung alder. Nu har de fået en ny chance i livet.
Fotos: AMP
Bamses historie
Bjørneungen Bamse er den sidste af en lille søskendeflok på tre. Sammen med deres mor havde de begivet sig ind i en landsby i søgen efter mad, men moren blev skræmt af høje lyde fra landsbyens indbyggere og stak af. De tre unger klatrede op i et træ.
Myndighederne bedøvede de små unger og forsøgte at genforene dem med deres mor ved at genudsætte dem i skoven. Men desværre fandt moren dem ikke. En af ungerne døde efter at være blevet påkørt af en bil, og en anden forsvandt. Den tredje er Bamse.
Bamse blev midt om natten bragt ind til det bjørnereservat, vi finansierer i Rumænien, og som drives af vores partnerorganisation Asociatia Milioane de Prieteni (AMP). Hun var bange, svag, sulten og skreg konstant efter sin mor. De ansatte gav hende en blød og varm seng af hø at hvile sig i.
Til at starte med var Bamse skræmt og forvirret over sine nye omgivelser. Hun nægtede at spise fra den flaske, hun fik tilbudt, selvom hun var dehydreret. Lidt efter lidt blev hun dog mere tryg og begyndte at spise selv.
Nu er Bamse blevet forslugen! Hver dag spiser hun seks æg, tre liter mælk og 300 gram honning, og det ryger ned på ingen tid. De ansatte giver hende ekstra vitaminer, så hun kan vokse sig sund og stærk.
En af de ansatte fortæller: ”Hun klarer sig rigtig godt! Hun er faktisk meget fræk og nysgerrig, præcis som enhver anden bjørneunge. Hun nægter at blive madet med flaske, hun vil spise selv.”
Snart vil Bamse forhåbentlig være i stand til at gå på opdagelse, søge efter mad og få sig nogle nye bjørnevenner i skoven.
Kenyas historie
Få uger efter Bamses ankomst blev endnu en vild bjørneunge bragt til reservatet. Den lillebitte unge, Kenya, var faldet i en flod og blevet fanget på nogle klipper. Hun sad der sandsynligvis et helt døgn, alene og ude af stand til at slippe væk. Heldigvis opdagede nogle turister hende og tilkaldte hjælp.
Kenyas tilstand var skidt, da hun ankom til reservatet. Hun vejede under 3 kg – halvdelen af Bamses vægt, selvom hun er en måned ældre. Hun var dehydreret, meget svag og kunne ikke gå. Dyrlægerne undersøgte hende og fandt en blodansamling på hendes skulder og en infektion af spyfluelarver.
Kenya fik vitaminer, anti-inflammatorisk medicin og en ormekur, så hun kunne begynde at komme sig. Til at starte med nægtede hun at spise, men efter en lang lur drak hun en hel flaske mælk. Det giver de ansatte håb om, at hun nok skal få det bedre.
De ansatte holder øje med Kenya døgnet rundt og håber på, at hun snart kommer sig helt ovenpå sine strabadser.
Det sker der med de reddede bjørneunger
Når bjørneunger som Bamse og Kenya bliver bragt til reservatet, er målet altid, at de kan vende tilbage til naturen og leve som vilde bjørne. De ansatte gør derfor meget for at lære dem at klare sig selv og ikke blive afhængige af mennesker. Men ungerne bliver naturligvis i reservatet, indtil de er store nok til at kunne overleve på egen pote.