TripAdvisor stopper billetsalg til mange steder, hvor vilde dyr lider
Nyheder
Takket være underskrifterne fra over en halv million dyrevenner stopper TripAdvisor - verdens største rejseportal - nu med at tjene penge på turistunderholdning som tiger-selfies og elefantridning.
TripAdvisor vil nu stoppe med at sælge billetter til nogle af de turistattraktioner, hvor vilde dyr lider mest – nemlig de steder, hvor turisterne kan komme i nærkontakt med vilde eller truede dyr. Det sker efter dialog med os og med pres fra 558.000 dyrevenner, der har bakket op om vores underskriftsindsamling rettet mod selskabet.
Slut med at klappe løveunger og svømme med delfiner
TripAdvisor og deres datterselskab Viator vil fra tidligt i 2017 stoppe billetsalget til turistattraktioner, hvor man kan få taget en selfie med en tiger, klappe en løveunge, svømme med delfiner eller på anden måde komme i direkte kontakt med dyrene.
Selskabet stopper også med at sælge billetter til elefantridning, som er en af de mest brutale former for turistunderholdning. Elefanterne tages fra deres mødre, mens de er små unger. De bliver slået og udsat for anden fysisk og mental mishandling for at gøre dem så føjelige, at de kan tvinges til at bære rundt på turister.
Vi vil stoppe al underholdning med vilde dyr
Vi har kæmpet mod brugen af vilde dyr i underholdning siden 1991. Vi har stoppet traditionen med dansebjørne i Grækenland, Tyrkiet og Indien, og vi har overtalt over 100 rejseselskaber til at droppe elefantridning og –shows.
Nu hvor TripAdvisor stopper med at sælge billetter til mange af de turistattraktioner, hvor vilde dyr lider mest, er vi nået tættere på vores mål om helt at stoppe dyremishandling i underholdningens navn.
”Det er glædeligt at TripAdvisor har taget dette skridt. Det spiller en vigtig rolle i vores i arbejde for at sætte en stopper for dyremishandlingen af vilde dyr i turistindustrien. Vi ved, at folk gerne vil se vilde dyr, men de kender typisk ikke til mishandlingen bag. Nu kan TripAdvisor hjælpe dem med at træffe mere dyrevenlige valg." siger Gitte Buchhave, direktør for World Animal Protection, Danmark.
Turister skal kende sandheden om dyrenes forhold
TripAdvisor vil i samarbejde med os og andre organisationer inden for dyrebeskyttelse og miljø også lancere en ny online-portal, der skal fortælle millioner af rejsende om, hvordan vilde dyr lider blot for at underholde turister.
Sammen med TripAdvisor vil World Animal Protection og andre organisationer inden for dyrebeskyttelse og miljø også lancere en portal, der skal give besøgende mere viden. Når turister går ind på TripAdvisors side og søger på de turistattraktioner, hvor dyr bliver mishandlet, vil de blive oplyst om dyrenes forhold.
Ikke i mål endnu
Selvom TripAdvisor har taget et stort og vigtigt skridt i den rigtige retning, vil de og deres datterselskab Viator stadig sælge billetter til nogle af de turistattraktioner, hvor vilde dyr lider. Billetsalget stopper som nævnt kun til de steder, hvor turisterne kan komme i nærkontakt med vilde fyr og truede arter.
"Det er rigtig positivt at have sat gang i samarbejdet med TripAdvisor og tage del i deres nye initiativ med en oplysningsportal for at skabe opmærksomhed blandt deres brugere. Vi vil blive ved med at arbejde for, at selskabet stopper al salg af billetter til underholdning med vilde dyr," siger Gitte Buchhave, direktør for World Animal Protection Danmark.
Læs mere: Over en halv million vilde dyr lider i turistindustrien >>