Køer i en stald i EU

”Vi har skruet dyrene helt ud af facon”

Nyheder

Mathilde Walter Clark lagde ikke fingrene imellem, da hun talte til danske EU-kandidater om den måde, vi ser på dyrene i pelsproduktionen og landbruget.

Der blev debatteret livligt på vores event ‘Dyrenes fremtid i EU’ som var vores startskud til EU-Parlamentsvalget den 9. juni. Det var meget hurtigt debatten om køer, grise, høns og kyllinger i det industrielle landbrug, der kom i fokus, da fem partier mødtes på Gl. Strand i København for at tale om dyrevelfærd i fremtidens EU.

I debatpanelet sad Valentina Crast (Alt.), Niels Fuglsang (S), Rasmus Nordquist (SF), Ludvig Goldschmidt (EL) og Anders Vistisen (DF).

De har alle skrevet under på 10 løfter om forbedret dyrevelfærd, som de vil arbejde for at få indført i EU’s fælles lovgivning; heriblandt kravet om en kommissær for dyrevelfærd, kortere transporttid for kvæg og grise, et EU uden dyr i bure inden for maksimalt fem år og et fælles forbud mod pelsdyravl i hele EU.

Debat mellem EU-kandidaterDebatpanelet

Dyrene er forsvundet ud af sproget

Ved eventen holdt Mathilde Walter Clark en tale om dyrene i det danske landbrug. Hun har modtaget adskillige priser for sin bog ‘Det Blinde Øje’, hvor hun retter projektøren mod pelsbranchen og mediernes blinde vinkel i forhold til det, hun mener er den virkelige skandale i minkindustrien.

Roligt, skarpt og velovervejet adresserede hun den omfattende dyremishandling i det industrielle landbrug – og hvordan sproget forvrænger virkeligheden, når vi taler om de dyr, der er gemt væk i mørket på landbrugets effektive fabriksanlæg.

“Dyrene er forsvundet ud af sproget. Det er som om, de slet ikke eksisterer, for vi ser dem ikke. Men vi kan ikke løse nogen problemer, hvis vi ikke har et sprog for det. Vi må kræve af sproget, at de billeder, vi får i hovedet, ligner det, de skal forestille at forestille,” understregede forfatteren.

Mathilde Walter ClarkMatilde Walter Clark

Et levende regneark

Mathilde Walter Clark brugte minksagen til at illustrere sine pointer om sprogets betydning, når vi taler om dyr.

”Det vi så, da minkene blev slået ned, var rationaliteten i sin mest afkoblede form. Et mareridt, et levende regneark, som én til én var indrettet efter producenten og hans pengepung,” sagde hun og fortsatte:

”Det faldt ikke nogen af dem, der rapporterede fra produktionsanlæggene, ind, at dem, vi så i burene, adskiller sig væsentligt fra sten og plastik. Det faldt dem derfor heller ikke ind at spørge til sammenhængen mellem det, vi så, og den situation vi stod i. Dyrene var et produkt. Nogens ejendom, som nu blev krænket af staten. Men i det øjeblik man opfatter dyr som dyr i stedet for nogens ejendom, så ændrer historien sig også.”

Sådan sagde den prisbelønnede forfatter med henvisning til, hvordan coronapandemien opstod og spredte sig: ”Vi havde taget et stykke natur og sat det ind i en produktionshal, og nu slog naturen ud, og på den måde har naturen altid det sidste ord.”

Mink på svensk minkfarmFoto: Jo-Anne McArthur / Djurrattsalliansen / We Animals Media

Vi har skruet og skruet på koen

Mathilde Walter Clark talte også om tingsliggørelsen af dyrene. Høns, kyllinger, grise og køer som produktionsenheder i landbrugsindustrien i forbindelse med regeringens nye klimaudspil. Her forskes bl.a. i at nedsætte udledningen af metangas med nye fodermetoder.

Det kan lyde forjættende at proppe et særligt udviklet foderstof i køernes maver, der ændrer dyrenes fordøjelse, så de udleder halvt så meget metan til fordel for klimaet. Men så enkelt er det ikke, mener Mathilde Walter Clark.

“Mig bekendt har forskerne ikke undersøgt, hvordan det påvirker dyrene. Koen bliver betragtet som en maskine, som vi kan skrue på, som det passer os. Vi har skruet og skruet på koen. Skruet den helt ud af facon. Ligesom vi har gjort det med hønen, kyllingen og grisen”, sluttede forfatteren, og efterlod publikum og de fremmødte politikere med en hel del at tænke over.

Vi havde inviteret alle opstillingsberettigede partier til eventen, men Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance deltog ikke.

Se de 10 løfter om bedre dyrevelfærd, som en lang række andre politikere har lovet at arbejde for, hvis de bliver valgt til EU-Parlamentet >>

Se listen med de politikere, der har givet tilsagn >> 

Hjælp os med at overbevise politikerne om, at der er brug for en ny retning for landbruget:

Skriv under

Vil du vide mere