Vi hjælper nomader og deres dyr i Mongoliet

Forestil dig, at du hver dag skal passe 300 køer, får og geder. Forestil dig, at der er tørke hele sommeren, så dyrene har svært ved at finde nok græs, og da vinteren kommer, ryger temperaturerne ofte ned på -40 grader. Forestil dig så, at du gør alt dette alene, fordi din mand er på hospitalet, og at du også har et handicappet barn at passe.

Det er virkeligheden for Alagerdene Otgon, en kvinde først i 50’erne, der bor i Khovsgol-provinsen i Mongoliet. Som utallige andre hyrde-familier, der lider under dzuden, har hun kæmpet for at skaffe foder og ly til sine dyr gennem den barske vinter.

Dyr og menneskers liv er tæt forbundne

Vi mødte Alagerdene, da vi uddelte nødshjælpspakker. Sammen med Mongolsk Røde Kors og Internationalt Røde Kors sørger vi for foder og vitamintilskud til dyrene og humanitær hjælp til lokalbefolkningen.

I Mongoliet lever så godt som alle mennesker som nomade-hyrder, kun med undtagelse af befolkningen i hovedstaden. Som vores internationale leder af katastrofearbejdet, Steven Clegg, siger: ”Jeg har aldrig oplevet andre steder, hvor menneskers liv i så høj grad er bundet sammen med deres dyr.”

En kamp for at holde dyrene i live

Alagerdene elsker sine dyr. Især en af kalvene følger i hælene på hende som en lille hund. Han hedder Khalzan, som betyder ”skaldet” på mongolsk. Navnet har han fået, fordi han har en hvid plet på hovedet. 

Alagerdene fortalte os, at vinteren kom tidligt i år, så Otgen og tusindvis af andre hyrder flyttede deres dyr ned fra sommer-græsgangene til deres beskyttede vinterhjem i dalene. Vinteren sidste år var også hård, ligesom den har været alt for ofte de seneste år. Og den blev efterfulgt af tørke, så der ikke var nok græs til at fede dyrene op til vinteren. 

Dyrene var afkræftede og sultne og sov tæt presset sammen i et forsøg på at holde varmen i de iskolde nætter. Alagerdene kæmpede dag efter dag for at holde dem i live, mens hun hele tiden håbede på, at varmere vejr var på vej.

Hjælpen kom frem på det mest kritiske tidspunkt

Alagerdene gav de yngste og svageste dyr tæpper og interimistisk tøj på og forsøgte at få de små mængder foder til at strække sig. Hun fortalte os, at hun er dybt taknemmelig for vores hjælp. Uden den er hun ikke sikker på, at dyrene ville overleve. 

”Jeg har gjort mit bedste for at beskytte dem,” siger Alagerdene. ”De betyder alt for mig. Dyrene er min eneste indtægtskilde.”

Vi nåede frem med vores hjælp til dyrene på det allermest kritiske tidspunkt, nemlig da de skulle til at kælve. Afkræftede mødre mister ofte deres unger. Så ved at give dyrene foder og hjælpe dem til at blive stærkere, beskytter vi også den kommende generation.