
Vi hjælper tusindvis af dyr efter oversvømmelser i Sri Lanka
Nyheder
Netop nu uddeler vi nødpakker med blandt andet medicin og forbindinger til hus- og kæledyr, der er skadede og svækkede efter katastrofen. Ved at hjælpe dyrene, hjælper vi også deres ejere.
Vores mobile dyrlægeteams arbejder lige nu på højtryk for at redde tusinder af dyreliv. Behovet er stort i de områder af det sydvestlige Sri Lanka, der er ramt af oversvømmelser og mudderskred.
Sultne og sårede dyr
Vores internationale leder af katastrofearbejdet, Steven Clegg, siger:
”Oversvømmelserne har ramt både mennesker og dyr i et katastrofalt omfang. Vores katastrofeteam og specialiserede dyrlæger er sat ind i de områder, hvor dyrene har desperat brug for hjælp: De er sårede, de sulter, de er ikke beskyttet mod elementernes rasen, og der er en stor risiko for, at de bliver ramt af sygdomme.”
Steven fortsætter: ”Ved at hjælpe dyrene, hjælper vi også de mennesker, der er helt afhængige af dem for at tjene til dagen og vejen, som transportdyr og til at få mad på bordet.”
Sådan hjælper vi dyrene
Vi sætter ind med:
- akut hjælp til dyr, der er kommet til skade i oversvømmelserne
- nødhjælpspakker med dyrlægeudstyr, herunder forbindinger og medicin mod diarré, lungebetændelse og andre potentielle følgesygdomme efter oversvømmelserne
- en vurdering af dyrenes langsigtede behov, som vi foretager i samarbejde med regeringen
Det er vigtigt at beskytte dyr i katastrofer
Humanitære nødhjælpsorganisationer prioriterer naturligt nok at sætte ind med her og nu-hjælp til de ramte mennesker. Men hvis man skal hjælpe folk med at komme på fode igen på den lange bane, er man nødt til også at hjælpe deres dyr.
Mange mennesker i Sri Lanka er bønder, og det giver dem stabilitet og håb for tilværelsen efter katastrofen, når vi hjælper dyrene til at komme sig så hurtigt som muligt.