Anne Skare Nielsen

Man spiser jo ikke sine venner

Fremtidsforskeren har set skriften på væggen, og har en klar idé om, hvad der vil blive serveret for de næste generationer.
Og de er primært baseret på planter – og ikke kød.
“Plantebaserede alternativer er en bølge, der ikke er til at stoppe. Og det vil blive helt almindeligt med køderstatninger, for vi skal stadig brødføde en hel planet, og det gør vi meget bedre med planter – end ved at producere mere kød”.

Som fremtidsforsker i sit eget firma Universal Futurist, lever Anne Skare Nielsen af at kigge fremad. Men i virkeligheden handler det også om at se indad.

Hun er det nyeste medlem af bestyrelsen i World Animal Protection Danmark, og der er én hovedårsag til, at Anne Skare Nielsen har sagt ja til netop dén bestyrelsespost: Hendes mindste søn, Jens Otto.

Rolig som et fyrtårn

“Jeg skal kunne se min dreng i øjnene, så det er for hans skyld jeg har meldt mig under fanerne, Jens Otto er nemlig en stor dyreelsker,” smiler Anne Skare.

For syv år siden ændrede hendes lille dreng sine egne og familiens madvaner, da han blev vegetar, og i dag holder sønnen stadig fast. Også selvom hans mor og resten af familien ‘kun’ definerer sig som flexitarer, og altså spiser kød indimellem.

“Jens Otto havde taget tilløb til at blive vegetar et stykke tid, for han er som sagt en meget stor dyreelsker, og hans holdning til det han putter i munden er ganske enkelt, at man jo ikke spiser sine venner,” fortæller Anne Skare tydelig stolt over sin standhaftige søn.

Selv spiser hun og ægtemanden Jens Aage samt storebrødrene Hans, Karl og Hugo kød indimellem. Men altså ikke Jens Otto, der ramte vendepunktet som knap femårig på besøg hos bedstefar i Jylland:
“Hans farfar havde været på jagt, og så lå der to døde krondyr med tungen ud af munden, hvilket ikke så pænt ud.  Det kunne Jens Otto ikke forstå. Hvorfor skulle de dø? Og det var dråben for ham.”
“Han har nu været vegetar i syv år, og han står roligt som et fyrtårn på sin holdning,” siger Anne Skare, der endda har testet sønnen undervejs, for at se, hvor dybt det stak:

Det må ikke gøre ondt på planeten

“Jeg serverede for eksempel pandekager for ham, og da han var godt i gang, spurgte jeg om han vidste, at der var kød i? Så skubbede han det lige så roligt væk, kiggede op på mig og sagde: “Så skal jeg ikke have det mere”.

“Han har et meget veludviklet kompas, og hviler utroligt godt i sig selv. Engang da jeg var ude at holde foredrag, og nogen ikke havde været søde mod mig, sagde han: ‘Men måske så tænker de bare ikke lige som du gør, mor?’”.

Da Jens Otto blev vegetar, meldte Anne Skare sig til et madkursus i Meyers Madhus, og familiens madvaner skiftede gradvist til mere grønt og mindre kød.

“Det har kun påvirket resten af familiens madvaner positivt, at Jens Otto har taget det skridt, men jeg tror også, det hjælper, at jeg har den grundholdning, at der skal kærlighed i maden. Jeg kan godt lide, at lave mad og jeg har altid gået op i, at lave noget ordentligt og rimeligt sundt. Altid økologi hvor det er muligt, og det må ikke gøre ondt på noget eller nogen. Heller ikke på planeten. Det er Jens Ottos udgangspunkt. Og når jeg skal være helt ærlig, så er meget af min drivkraft, at jeg skal kunne se min dreng i øjnene,” siger Anne Skare, der dog også indrømmer, at hun ikke selv kan undvære kød og fisk, og at hendes motiver ikke er helt så rene i hjertet som sønnens:

Bøf med bearnaise

“Jeg gør det på grund af ham. Fordi jeg elsker mit barn, og gerne vil være solidarisk med ham, og fordi jeg synes, dyrene skal have det godt, men jeg er også til fals for, om det smager godt. Det må jeg være helt ærlig omkring. Jeg er for eksempel holdt op med at drikke mælk, fordi jeg begyndte at synes, det var ulækkert, men jeg kan stadig godt spise ost. Og når man kommer på restaurant, og der er bøf med bearnaise, så er vi bare etiske igen fra på mandag,” ler Anne Skare, indtil hun tager fremtidsforsker-kasketten på:

“Jeg tror på, at det er børnene, der i høj grad vil definere fremtiden, og som vil skubbe os fremad, og ændre tiden og holdningerne.
Om 50 år vil vi se på det at tage kalve fra deres mødre, at holde dyr i bur og det at gå i andre væseners skind, på samme måde som dengang de holdt slaver i USA.
Det er jo også absurd, at vi engang holdt mink i små bure, udelukkende for at bruge deres pels. Det er jo både dekadent og direkte afskyeligt.”

Fotos: Anne Kring og privat.