Pitabrød med kartoffeldeller

Pitabrød med kartoffeldeller

#MereGrøntMindreKød

Opskrift fra “Veganske livretter” af Thomas Erex, Turbine-Forlaget. Foto: David Bering, Montgomery.

Mmm.. deller! Man kan altid lige hapse en ekstra, og pludselig er fadet tomt. Opskriften her passer til fire, men nu hvor du er i gang, kan du lige så godt lave en dobbeltportion og evt. fryse resten.

Instagram: https://www.instagram.com/thomaserex
Website: https://thomaserex.com/

Ingredienser

Til 4 personer:

  • 400 g. groftrevet kartoffel (rå)
  • 1 finthakket løg
  • ½ bouillonterning opløst i ¼ dl vand
  • ½ dl havregryn
  • 1 dl hvedemel
  • 2 spsk. karry
  • 1 spsk. sennep
  • 1 spsk. ketchup
  • lidt friskhakket rosmarin
  • 3 tsk. salt
  • Friskkværnet peber
  • Olie til stegning

Pitabrød
Blandet salat
Din yndlingsdressing

Pitabrød med kartoffeldeller

Fremgangsmåde

  1. Bland det revne kartoffel med 1 tsk. salt og lad det stå nogle minutter, og rør gerne lidt i det, så saltet trækker væske ud af kartoffelmassen.
  2. Tilsæt så de øvrige ingredienser. Farsen skal være lidt våd og klistret, hvis den er for tør, bliver dellerne tørre og kedelige. Den bliver kun bedre af, at du giver den tid til at stå og passe sig selv – sæt den evt. på køl.
  3. Smag farsen til og steg så dellerne på en godt varm pande i olie. Tricket til at stege en god delle er, at lade den være. Sæt dellen på panden, vent til den bliver gylden i kanten, og så må du vende den. Hvis du flytter rundt på den for tidligt, risikerer du at ødelægge den og stegeskorpen bliver ikke så fin, som hvis dellen får fred.
  4. Gør en blandet salat klar eller fyld små skåle med forskelligt hakket grønt, rør en dressing sammen og varm pitabrød. Server dellerne mens de stadig er lune eller brug dem kolde i madpakken.

Opskrift fra “Veganske livretter” af Thomas Erex, Turbine-Forlaget. Foto: David Bering, Montgomery